Kompositproducent udskifter maskiner i central afdeling
Alle kompositter fra Elektro-Isola starter deres liv i Prepreg-afdelingen. Her bliver fibermateriale og resin, "lim", bagt sammen i ovne til kompositmåtter. Det danner basis for alle de plader og rør, som produceres i virksomheden. Prepreg-afdelingen skal nu have en kraftig opgradering.
- Vores mål er at få verdens bedste Prepreg-afdeling. Det er afgørende for alt det, vi producerer efterfølgende, siger administrerende direktør Stig Krogh Pedersen.
Elektro-Isola fremstiller plader og rør eksempelvis til elektriske transformatorer. Fibermaterialet kan være glasfiber, papir eller bomuld. Resinen er typisk phenol eller epoxy.
Elektro-Isola beholder ovnene, men udskifter en lang række maskiner og komponenter i Prepreg-afdelingen.
- Vi vil gerne forbedre vores grundmateriale, og vi vil gerne gøre medarbejderne stolte af det produkt, de laver, lyder det fra Stig Krogh Pedersen.
Elektro-Isola har lavet komposit med phenol siden virksomheden blev stiftet for 100 år siden i 1921. Mange af teknikkerne i produktionen er de samme som i 1921. I dag er de bare væsentligt mere automatiserede.
Artiklen er en del af temaet Maskinfokus.