Sådan opstod storbrand hos CSK Stålindustri
Natten til onsdag i sidste uge blev CSK Stålindustri i Thisted ramt af en omfattende brand, der ødelagde flere produktionshaller og den ene af fabrikkens to malekabiner.
Alarmen gik klokken 01.12 om natten, og brandfolk og Beredskabsstyrelsen kæmpede i flere timer med at slukke ilden.
- Branden opstod ved, at man var ved at foretage et farveskifte i en malerpistol. Når man gør det, renser man med fortynder, og da man starter op igen, er der noget fortyndervæske, der bliver antændt af statisk elektricitet, siger politikommissær Jørgen Jensen fra Thisted Politi til Nordjyske.dk.
Herfra gik det stærkt, og ilden var ikke til at stoppe.
- Maleren, der står og arbejder på stedet, forsøger i første omgang at bekæmpe ilden med en CO2-slukker, og han tror kortvarigt, at han har fået has på flammerne. Det fik han desværre ikke, og så spredte ilden sig til nogle filtre, fortæller Jørgen Jensen.
Originalartikel: https://nordjyske.dk/nyheder/thisted/voldsom-brand-i-industribygning-i-thy/03d3153d-cf80-432d-a557-91004bc4480b