23948sdkhjf

40 millioner til dansk 3D-print

Siden etableringen af Dansk AM Hub i 2017 er det lykkedes at skabe øget opmærksomhed omkring industrielt brug af 3D-printteknologien.

Resultaterne er kun muliggjort ved hjælp af en bevilling fra Industriens Fond, som initierede Dansk AM Hub for at fremme brugen og forståelsen af 3D-print i industrien i Danmark. Og nu skubber samme Fond ny energi og støtte til arbejdet med endnu en bevilling – denne gang på 40 millioner kroner.

- Virksomhedernes evne til at producere bæredygtigt bliver fremover endnu mere vigtigt for deres konkurrenceevne. Med afsæt i Dansk AM Hubs flotte resultater hidtil sætter vi nu yderligere tryk på at indfri de store muligheder, der ligger i AM-teknologien, og som har et stort potentiale til at gøre virksomhedernes produktion langt mere bæredygtig. Vores ambition er samtidig, at det vil inspirere til yderligere teknologianvendelse og digitalisering hos de produktionsvirksomheder, der prøver kræfter med AM, siger direktør i Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang, i en pressemeddelelse.

Fælles front for fonde

Både Dansk AM Hub og Industriens Fond ønsker at udnytte AM-teknologiens konkurrenceforbedrende effekt, men særligt også den grønne effekt. Visionen er at blive verdens første og førende medlemsorganisation, der ud over at styrke konkurrencekraft og vækst også måler indsatser på konkret eliminering af CO2 for dermed at dokumentere fremtidens bæredygtige produktion på dansk jord.

I dag har Dansk AM Hub knap 50 medlemmer fra store producenter som Lego, Grundfos, store internationale teknologileverandører som Stratasys, HP og EOS, danske AM-udviklere som Damvig, Addifab og CreateitReal og en stor kerne af små og mellemstore danske fremstillingsvirksomheder.

De arbejder i regi af Dansk AM Hub mod at skabe en fremtid, hvor vi producerer med mindre materiale, spild og transport samtidig med, at vi får designet, udviklet og produceret mere skræddersyede, holdbare og energieffektive produkter ved at udnytte AM-teknologiens muligheder.

- Med Dansk AM Hub er der således ikke blot etableret et projekt, men en bevægelse om at udnytte mulighederne med AM-teknologien til at skabe en mere bæredygtig produktion. Vi skal nu fortsætte arbejdet med at gøre Danmark verdensførende i at anvende additiv produktion til at skabe helt konkrete bæredygtige resultater, der kan måles og vejes, siger bestyrelsesformand i Dansk AM Hub, Tue Mantoni.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073