23948sdkhjf

Frese slap med skrækken

Det var en nervøs Rene Barington, administrerende direktør hos Frese, der i sommeren 2020 gjorde status oven på 2019-regnskabet.

Det var ikke regnskabet som sådan, der gav anledning til nervøsiteten, men selvfølgelig coronakrisen, der var brudt ud cirka tre måneder tidligere.

Omsætning faldt – overskuddet steg

Den sjællandske Frese-koncern består af ventilproducenten Frese A/S og Frese Metal- og Stålstøberi, og mens støberiet blev ramt af krisen tidligt, var det Rene Baringtons forventning, at ventilforretningen ville blive ramt sidenhen, ganske enkelt fordi en række større bygge- og anlægsprojekter, som Frese traditionelt leverer til, ville blive sat på hold.

Sådan gik det ikke. Godt nok tabte Frese-koncernen en smule salg i 2020 – omsætningen faldt med 5 procent til 357,7 millioner kroner. Til gengæld steg overskuddet før skat med 18 procent til 36,0 millioner kroner.

- Det er lykkedes primært, fordi vi har holdt igen på omkostningerne, fordi der, som situationen udviklede sig i første kvartal, var stor usikkerhed om, hvordan året ville gå. Der valgte vi en forsigtig tilgang, hvor vi holdt igen på omkostningerne, men omsætningen viste sig jo at komme. I hvert fald når vi snakker på ventilsiden fastholdt vi det omsætningsniveau, vi havde året før, og det har så medført, at vi har tjent lidt flere penge, siger Rene Barington.

2021 ser fornuftigt ud

Netop ventil-aktiviteterne i Frese A/S udgør den største del af koncernens aktiviteter, og her udeblev den ventede nedgang i markedet altså.

- Vi havde sidste år et rimeligt aktivitetsniveau på ventilsiden. Overraskende nok for os selv så holdt det sådan set ved hele året. Her hvor vi efterhånden, forhåbentligt, er ovre i coronakrisens efterår, så er der rigtig meget gang i den mange steder. Der er mange ting, som måske har været lidt på hold, og som nu udvikler sig meget positivt. Så 2021, i den tid der er gået i hvert fald, ser meget fornuftigt ud, konstaterer Rene Barington.

Han kan også konstatere, at støberiaktiviteterne er kommet godt ud på den anden side af coronakrisen.  

- Det er lidt det samme billede. Det er klart, at der var vi væsentligt hårdere ramt sidste år, men i år ser det fornuftigt ud. Så der er også kommet gang i den side af forretningen, fortæller Rene Barington.

I 2021 forventer Frese-koncernen et resultat på niveau med 2020. Største usikkerhed lige nu er råvaremarkedet, som også påvirker Frese.

- Metalpriserne er jo for kraftigt opadgående, og det påvirker jo begge forretningerne. Det er klart, når man lever af at sælge metalvarer, som vi jo gør, så kan det jo ikke undgå at påvirke os. På støberisiden er det mest vores kunder, det påvirker, fordi deres varer bliver dyrere. Der lever vi jo af at omforme metallet, så kunderne bliver charged for det, metallet koster. Men når de varer bliver dyrere, påvirker det også afsætningen af dem over tid. På ventilsiden er det mere direkte. Der sælger vi en vare, der bliver dyrere for os at lave, fordi metallet stiger, og det er ikke altid, man kan få de penge igen hos kunderne, forklarer Rene Barington.

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.674