23948sdkhjf

166 meter høj mobil havvindmølle sejler mod Norge

Tidligt søndag morgen var der spænding på Grenaa Havn. Dagens fartøj ragede 166 meter op over havoverfladen.

- Det er forventningens glæde at se den sejle ud af havneindsejlingen, siger Erik Dahl Andersen til TV2 Østjylland.

Han har konstrueret værktøjet til at samle det flydende fundament, som skal holde vindmøllen stabilt på det åbne hav.

- Den ligger helt stabilt, det fortæller, at der er balance i det, de laver. Det er helt fantastisk og så er kursen sat, siger Erik Dahl Andersen, som er Senior Project Manager hos Stiesdal A/S.

Hvis missionen lykkes, skal den flydende vindmølle sejles hele vejen til Stavanger i Norge – en rute på 360 sømil - omkring 667 kilometer.

Vindmøllen og fundamentet, som skal sænkes 60 meter ned i havet, skal testes på 200 meter dybt vand ud for Norges kyst. Et sted med barsk natur.

- Vi håber at få rigtig store bølger – over 20 meter. Så kan vi måle, hvordan strukturen forholder sig til belastningen fra bølgerne, siger direktør for Stiesdal Offshore Technologies A/S, Peder Nickelsen.

Konceptet er tiltænkt steder i verden med behov for energi fra vindmøller, men hvor der er for dybt vand til traditionelle havvindmøller.

- Så man kan lave flydende vind meget billigt, og dermed få en billig strøm fra de fremtidige flydende projekter, siger Peder Nickelsen.

Der findes andre flydende fundamenter i forvejen, men den danske model skal være billig – og dermed mere attraktiv i fremtiden.

- Derfor har vi lavet et koncept, hvor vi fremstiller alle delene på en fabrik, og samler dem på havnen – uden at svejse og lave kompliceret samlinger på havnen, siger Peder Nickelsen.

Efter planen skal havvindmøllen være fremme ved området omkring Stavanger i Norge om en uges tid.

Firmaerne bag den mobile havvindmølle har været meget begejstrede for samarbejdet med Grenaa Havn, og også for havnen er der store perspektiver i projektet.

- Der kan være rigtig mange arbejdspladser i det. Prototype-projektet har givet arbejdspladser, og skal der samles endnu flere flydende møller på havnen, så vil der komme endnu flere arbejdspladser, siger administrerende direktør for Grenaa Havn, Henrik Carstensen til TV2 Østjylland.

Fakta om pilotprojektet

* Fundamentet og vindmøllen (Som bliver kaldt TetraSpar Demonstrator) skal sejles op til testområdet ved Karmøy nær Stavanger, hvor den skal installeres med tre ankre på 200 meters dybe.
* Den bliver tilsluttet elnettet, og planen er, at den skal være i operation i mindst tre år.
* Konstruktionen er 166 meter høj. Møllen er en brugt lille 3-6 MW Siemens-mølle med 130 meter ror.
* Stiesdal A/S arbejder allerede på næste generation af flydefundamenter, som skal bære de kommende gigantmøller på 15 MW.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078