Værktøjsfabriken Paw fylder halvrundt
Den sydjyske værktøjsfabrik fejrer fredag, at det er 25 år siden, Paw Nedergaard startede virksomheden.
- I starten beholdt jeg mit daværende job som værktøjsmager og passede virksomheden efter fyraften. Men det varede ikke ret længe, før jeg kunne springe ud i det på fuld tid, fortæller Paw Nedergaard.
- Jeg startede med at lave kornvalser, men det blev hurtigt til produktion af værktøjer og forme, mens produktionen af kornvalserne blev solgt fra, fortsætter han.
Udvidet tre gange
Tilbage i 1987 startede det hele i et lille værksted ved privaten i Holsted mellem Esbjerg og Kolding, men siden har virksomheden haft vokseværk.
- Siden har vi bygget til tre gange, så vi i dag har et stort værksted. Samtidig har vi de sidste mange år ligget stabilt på to-tre ansatte. Det er helt bevidst, at vi har valgt at holde det i den størrelsesorden, så vi selv har føling med alt, hvad der sker i virksomheden, fortæller Paw Nedergaard.
Også teknologisk er virksomheden vokset gennem de 25 år. I dag råder fabrikken over et godt udvalg af maskiner til fræsning, drejning, planslibning samt sænk- og trådgnistning, og senest er der investeret i et stort 5-akset Deckel Maho bearbejdsningscenter , som med det samme resulterede i flere nye opgaver for virksomheden.
Ole Opfinder i maven
I de første mange år var det især træ- og møbelindustrien, der aftog mange af virksomhedens værktøjer og forme, men i takt med at den industri er søgt udenlands, har Værktøjsfabriken Paw formået at finde nye kunder i andre brancher, og i dag er det blandt andet plastindustrien, der er blandt kernekunderne. Når talen falder på fremtiden, har Paw Nedergaard dog også andre trumfer i ærmet.
- Jeg har jo lidt af en Ole Opfinder i maven, og jeg har taget patent på noget, der snart kommer i produktion. Det er et system, som kan holde sammen på ledninger og stik, så de ikke bliver rykket fra hinanden, når man fx klipper hæk. Det er et produkt, vi har store forventninger til, slutter Paw Nedergaard.
Værktøjsfabriken Paw’s 25 års jubilæum bliver fejret i dag, fredag, med en reception.