Nyt om navne: Mekoprint opruster med salgsdirektør
Støvring-virksomheden samler alle salgsaktiviteter under en nyoprettet stilling som salgsdirektør.
Til at beklæde posten er valgt Steen Ejlertsen, som skal være med til at føre Mekoprints ambitiøse vækstplan ud i livet.
- Steen Ejlertsen skal bruge sin solide ledelses- og salgserfaring til at sikre en stærk udvikling af salgsfunktionen med et særligt fokus på samle salgsaktiviteterne på tværs af Mekoprint samt udviklingen af key account management, siger divisionsdirektør i Mekoprint, Karsten Ries.
Baggrund i Lego
44-årige Steen Ejlertsen kommer til Mekoprint med mere end 18 års erfaring inden for både ledelse, salg og marketing. Han bestred senest en stilling som salgsdirektør i Lego-koncernens reklamebureau, hvor han var hovedarkitekten bag etableringen af kundeafdelingen.
Ud over en uddannelsesmæssig baggrund i det grafiske område har Steen blandt andet en kommerciel lederuddannelse fra Henley Business School.