23948sdkhjf

Kompositvirksomhed sælger størstedelen fra

Dansk Polyglas, der laver kompositemner, har solgt 65 procent af virksomheden til investeringsselskabet Generationsskifte Invest II A/S under Dansk Generationsskifte.

De nuværende ejere og direktører, Kurt Nielsen og Bo Rasmussen, beholder de resterende 35 procent af aktierne og fortsætter med at lede selskabet fremadrettet. 

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

- Jeg er utroligt glad for at byde Dansk Generationsskifte velkommen i ejerskabet af Dansk Polyglas. Vi har søgt efter den rette partner til at løfte Dansk Polyglas til det næste niveau. Vi får nu tilknyttet de nødvendige muskler og kompetencer til at gribe de muligheder, der byder sig, siger Kurt Nielsen, administrerende direktør og medejer af Dansk Polyglas.

Ordrer til offshore-industrien

Dansk Polyglas har igennem de seneste år udviklet såkaldte TP covers (transition piece covers), der er designet til at beskytte avanceret udstyr i fundamenterne i offshore vindparker forud for installationen af tårne og turbiner. På netop dette område ser de nye ejere attraktive muligheder for vækst i de kommende år: 

- Dansk Polyglas har oplevet stor efterspørgsel på TP Covers i de seneste år, og vi forventer kun, at interessen vil stige fremover, siger Lars Bladt, der er partner i Dansk Generationsskifte.

Den seneste offshore-ordre landede i december og var til en havvindmøllepark i Taiwan. Udover ordrer til offshorebranchen udvikler virksomheden også kompositløsninger til byggesektoren.

Fakta

  • Dansk Polyglas blev stiftet af Knud Nielsen i 1985 og er beliggende på Industrivej i Nr. Broby på Fyn.
  • Kurt Nielsen overtog ejerskabet og rollen som administrerende direktør i 2006 i forbindelse med et generationsskifte, idet Knud Nielsen gik på pension. I 2018 tiltrådte Bo Rasmussen som selskabets salgsdirektør og overtog i den forbindelse en ejerandel af Dansk Polyglas.
  • Selskabet står bag en række unikke komponenter i glasfiber, blandt andet Trygfondens karakteristiske rød-hvide livreddertårne. Kunderne tæller desuden Ørsted, P. Aarsleff, Kvadrat og Bladt Industries.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08