Johnson Controls Denmark får CO-industris Samarbejdspris 2021
Johnson Controls Denmark i Højbjerg ved Århus har modtaget CO-Industris Samarbejdspris.
Ledelse og medarbejdere får prisen, fordi de arbejder målrettet med at skabe et stærkt samarbejde i virksomheden, og fordi de har sat den grønne omstilling på samarbejdsudvalgets dagsorden.
De er begyndt med at rense samarbejdsudvalgets dagsorden for dagligdags udfordringer i driften. I stedet er det nu strategiske overvejelser om fremtidige indsatsområder, der er på programmet. Det giver mulighed for at drøfte emner som ny personalepolitik, efter- og videreuddannelse af medarbejderne og virksomhedens indsats i den grønne omstilling.
Samtidig er der skabt bedre muligheder for at løse de driftsproblemer, som tidligere landede på samarbejdsudvalgets bord, meget hurtigere og smidigere end før. Det er sket ved at bringe lederne tættere på medarbejderne i dagligdagen og ved at etablere særlige statusmøder mellem ledelse og tillidsrepræsentanter.
Det har styrket samarbejde mellem ledere, tillidsrepræsentanter og medarbejdere og forbedret trivslen på arbejdspladsen.
Prisen er CO-Industris hyldest til det gode samarbejde mellem medarbejdere og ledere, som er til gavn for både trivslen og produktiviteten.
- Store forandringer kræver stærkt samarbejde. Ved at rydde ud i alle de ting, som blokerer for samarbejdsudvalgets egentlige opgave – at finde strategiske løsninger for det gode samarbejde i virksomheden – har Johnson Controls skabt plads til at diskutere væsentlige, strategiske emner som uddannelse og grøn omstilling. Det er vigtigt, at vi husker at holde øje med trivslen, når vi indfører ny teknologi og ændrer arbejdsprocesser, og det er vigtigt, at vi får sat den guldgrube af ekspertviden, som ligger hos medarbejderne, i spil, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling. Hos Johnson Controls står medarbejdernes gode ideer i kø, og det er dejligt at se, at virksomheden prioriterer at lytte til dem, siger Mads Andersen, formand for 3F Industri og næstformand i CO-Industri, i en pressemeddelelse.
For Christian Dyring, fællestillidsrepræsentant på Johnson Controls Denmark, er det afgørende, at samarbejdet i det daglige og i samarbejdsudvalget er blevet styrket, så de har de bedst mulige forhold for at håndtere de forandringer, der måtte komme i fremtiden.
- CO-Industris Samarbejdspris er for mig en stor cadeau til det samarbejde, som vi har opbygget i virksomheden. Vi har en enormt god dialog og en positiv indstilling til at håndtere de udfordringer, som vi står over for. Selv om det ofte er alvorlige emner, vi behandler, så har vi altid humoren med. Som medarbejdere og tillidsrepræsentanter har vi vist, at vi gerne vil tage ansvar, og vi oplever en ledelse, som gengælder tilliden og gerne vil høre på vores ideer og tanker. Det giver os endnu mere lyst til blandt andet at bidrage til den grønne omstilling med al den viden, vi som medarbejdere har om produktionen. Jeg ser frem til at bygge videre på det gode samarbejde i fremtiden, siger han.
Lene Overgaard Andersen, CEO i Johnson Controls Denmark, påpeger, at samarbejdsudvalget har arbejdet strategisk og målrettet på at skabe et gensidigt tillidsforhold gennem faste rammer og gode principper for det gode samarbejde.
- Vi har i fællesskab fået skabt et miljø, der er inspirerende, motiverende og udfordrende, hvor et stærkt samarbejde om øget trivsel og produktivitet er en fælles interesse. Der er ingen tvivl om, at samarbejdsudvalget spiller en vigtig rolle for medarbejdernes videre- og efteruddannelse i forhold til de stigende krav til ny teknologi og digitalisering. Ligesom samarbejdsudvalget kan og bør spille en central rolle i forbindelse med grøn omstilling af virksomheden. Det er herigennem, vi kan få flest mulige medarbejdere involveret og sikre, at relevant viden, indsigt og erfaring bringes i spil, siger hun.
CO-industris Samarbejdspris er en anerkendelse af virksomheder i industrien, der har et godt og velfungerende samarbejde mellem ledelse og medarbejdere til gavn for trivslen og produktiviteten.
Det er udelukkende tillidsrepræsentanter på industriens arbejdspladser, der kan nominere deres arbejdsplads til prisen.
Med CO-industris Samarbejdspris følger en skulptur af kunstneren Stiig Kalsing. Skulpturen symboliserer den balance, der bør være i samarbejdet mellem arbejdsgiver og lønmodtager. Tillidsrepræsentanterne får desuden 5.000 kroner til at fejre prisen med kolleger, som er medlem af et CO-Industri-forbund.