23948sdkhjf

3N Lakering vinder pris for modet til vækst

Thisted-virksomheden 3N Lakering er vinder af DI Thy/Mors’ Initiativpris 2021. Virksomhedens ejere får prisen for at have skabt en sund og bæredygtig forretning, som i dag er i kraftig vækst.

I 2017 kiggede ægteparret Morten og Joan Fuhlendorff Nielsen hinanden dybt i øjnene. Efter længere tids overvejelse var de klar til at tage en stor beslutning.

- Selvom vi var godt kørende, valgte vi faktisk at frasælge hele autolakeringsafdelingen. Vi kunne se, at det var det rigtige at gøre for at ruste forretningen til fremtiden, siger Morten Fuhlendorff Nielsen, CEO og medejer af 3N Lakering.

Autolakering var omdrejningspunktet fra start, da Else og Viggo Nielsen grundlagde virksomheden i 1969. Men op gennem 1990’erne og 2000’erne – efter at sønnen Morten Fuhlendorff Nielsen trådte ind i virksomheden – blev industrilakering en del af forretningen og kom til at fylde mere og mere. Og det gik godt. Virksomheden voksede, og løbende blev naboejendommene opkøbt for at gøre plads til væksten.

- Det var selvfølgelig en svær beslutning. Men vi følte, vi kunne bidrage med meget mere i værdikæden hos industrivirksomhederne. At vores kompetencer og knowhow kunne løfte kvaliteten i deres produkter og gøre dem endnu mere konkurrencedygtige, fortæller Morten Fuhlendorff Nielsen

Hånden på kogepladen

Det viste sig at være den rigtige beslutning. Frasalget af autolakeringen frigav ressourcer til at styrke industrisegmentet, og allerede året efter – i 2018 – voksede virksomheden med 25 procent.

Siden er det gået stærkt, og nu har Morten og Joan endnu en gang taget en stor beslutning. I februar 2021 købte de hele CSK Stålindustris naboejendom med tilhørende jord. Det svarer nogenlunde til en fordobling af bygningsmassen og en tredobling af grundarealet hos 3N Lakering.

- Det er en enormt stor investering for os. Og vi kan da også godt mærke, at vi har hånden på kogepladen. Men vi tror på, at vi kan fortsætte vores vækst – i samarbejde med vores kunder – og derfor giver vi den hele armen nu, så vi kan udnytte vores fulde potentiale og skabe endnu flere arbejdspladser, siger Morten Fuhlendorff Nielsen.

Hos DI Thy/Mors er det netop den form for mod, man ønsker at hylde med organisationens initiativpris.

 - Det vi ser hos 3N Lakering kræver altså is i maven. Gennem årene har vi set flere gange, hvordan de tilpasser sig markedet og går benhårdt efter vækstpotentialet. Og så har de en meget favnende tilgang til tingene, hvor væksten hos deres kunder nærmest er en del af deres egen forretningsstrategi. De bidrager simpelthen med så meget og er med til at løfte både industrien og lokalsamfundet, siger Tage Odgaard Nielsen, formand for DI Thy/Mors

Mangfoldighed er væsentligt

Væksten hos 3N Lakering betyder også, at der løbende er behov for flere medarbejdere. Her er strategien, at man i høj grad uddanner sine egne overfladebehandlere. Og dernæst arbejder målrettet med at skabe et attraktivt miljø for både danske og udenlandske medarbejdere.

På adressen i Thisted møder man medarbejdere fra både Danmark, Kenya, Syrien, Litauen, Rumænien, Polen, og Den Dominikanske Republik.

- Hemmeligheden hos os er selvfølgelig også vores medarbejdere. De er med os hele vejen og gør det fantastisk. Og så har det stor værdi for os, at de har forskellige baggrunde, og derfor er med til at hjælpe hinanden og gøre hinanden stærkere. Den mangfoldighed er slet ikke uvæsentlig for den udvikling, vi har været i som virksomhed, slutter Morten Fuhlendorff Nielsen.

Prisen blev overrakt af formand for DI Thy/Mors, Tage Odgaard Nielsen, kommunaldirektør i Thisted Kommune, Ulrik Andersen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11