23948sdkhjf

Rekordår: Nu får Sjørring Maskinfabrik payoff af strategiske satsninger

- Alt i alt kan jeg kun være tilfreds. Det er det bedste resultat i virksomhedens historie. Og det er jo fantastisk at levere sådan et resultat, når det er i vores 75-års jubilæumsår.

Sådan lyder reaktionen fra CEO Klaus Kalstrup ovenpå offentliggørelsen af Sjørring Maskinfabriks regnskab for 2021.

Og han har noget at have tilfredsheden i. Omsætningen steg med 51 procent til 251,1 millioner kroner, og resultat før skat blev vendt fra et 2020-underskud på 9,9 millioner kroner til et overskud på 20,1 millioner kroner.

Med til historien om 2020-regnskabet hører dog, at flere af Sjørring Maskinfabriks kunder ganske enkelt lukkede deres fabrikker ned under der første del af corona-krisen, og dermed heller ikke havde brug for leverancer fra den nordjyske virksomhed.

Stadig ramt af corona

Siden er der dog kommet gang i hjulene. Sjørring Maskinfabrik producerer skovle til entreprenørmaskiner, og byggeriet har som bekendt kronede dage for tiden. Alligevel spøger corokrisen stadig hos Thisted-virksomheden.

- Vi er ikke hjulpet af corona på nogen måde. Tværtimod er vi stadig ramt af corona, for dem vi afsætter til, de får ikke maskiner ind i Europa på grund af komponentmangel. Så vi er stadig negativt ramt, og dermed er det så endnu bedre, at vi leverer et kanon-resultat. Det er ikke bare på salg, der her lykkes, men i lige så høj grad fordi vi har en meget, meget velsmurt produktions- supply chain- og logistikmaskine, forklarer Klaus Kalstrup.

Kunderne tæller blandt andet Volvo, Doosan og Hitachi.

Har overinvesteret

2021-resultatet er også den foreløbige krone på værket i en turnaround, der blev påbegyndt tilbage i 2015. På daværende tidspunkt havde Sjørring Maskinfabrik haft flere dårlige år med store underskud. Derfor blev Klaus Kalstrup hentet ind som ny direktør, og en ny strategi så dagens lys.

For Klaus Kalstrup og resten af medarbejderne var der tale om noget af et spring fra 10-meter-vippen. For det indebar nemlig også en massiv oprydning i den eksisterende forretning, men også modet til at investere i fremtiden.

- Siden 2018 har vi overinvesteret i forhold til vores afskrivninger. Vi har investeret og skabt bedre flow. Der er ikke mange, der sidder i min stol, der tør gå ind til en bestyrelse og sige, at vi fjerner 30 procent af omsætningen, og så skal vi i gang med de her investeringer uden egentlig at have kunderne inde. At gå ind og sige det og tro på, at strategien holder vand, der skal nok lidt is i maven. Og vi har haft is i maven; vi har udviklet nogle værktøjer og digitaliserer, og det kan vi bare se, at det hjælper os derude rundt omkring. Vi skaber nogle værktøjer for vores kunder, som de godt kan lide, og det er med til at drive et salg, forklarer Klaus Kalstrup.

Fik payoff i 2021

Han ser da også 2021-resultatetet som et klart bevis på, at strategien har virket, og at den samme strategi også kommer til at holde hånden under Sjørring Maskinfabrik i usikre år, som nu under coronapandemien.

- Det her er for mig at se alle de ting, som vi har gjort i de sidste tre-fire år, der begynder at hjælpe os på en masse områder. Verden er måske ikke bare lyserød næste år. Så opstår der nogle nye udfordringer. Men der kan vi vende det rundt og sige, at mange af de ting, vi har gjort det foregående år, dem vil vi holde fast i, og holde den her retning som vi har sat. Det må vi sige, i 2021 der fik vi payoff på det, lyder det fra Klaus Kalstrup.

Han er derfor heller ikke i tvivl om, at 2022 bliver endnu et godt år for Sjørring Maskinfabrik, selv om han ikke er meget for at sætte procenter på væksten.

- Det er rigtig svært at spå om, for der ligger nogle underliggende drivere i det ved vores store kunder, og der er nogle ting, vi ikke kan påvirke. Så hvis der er nogle af vores store kunder, der vokser mere end normalt, er det positivt, forklarer Klaus Kalstrup.

- Vi tilpasser jo løbende, så vi har en målsætning om, at vi på vores bundlinje lander på omkring samme niveau. Det er ganske tilfredsstillende, hvis vi omsætter omkring en ¼ milliard og så laver 20 millioner på bunden og et ebitda på 35-40 millioner. Så er det fuldt ud tilfredsstillende, også set i lyset af den krise virksomheden var i tilbage i 2015-2016, slutter han.

Sjørring Maskinfabrik A/S
mio. kr. 2021 2020
Nettoomsætning 251,1 166,3
Resultat af primær drift 21,5 -16,5
Resultat før skat 20,1 -9,9
Årets resultat 21,4 -9,9
Balancesum 123,7 102,6
Egenkapital 33,6 12,2
Antal ansatte 154 162
Regnskabsåret blev afsluttet den 31. december 2021
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078