23948sdkhjf

R-22 har store ambitioner: Vi vil være en europæisk messe

Når robotudstillingen R-22 slår dørene op på onsdag, vil 107 udstillere være klar til at tage imod de omkring 5000 gæster, der forventes at lægge vejen forbi Odense Congress Center i løbet af de tre messedage.

Messen adskiller sig fra tidligere industriudstillinger ved at sætte skarpt fokus på de segmenter, som slutkunderne boltrer sig i. Det betyder, at der sættes fokus på robotter, droner og automatiseringsløsninger under temaerne produktion, byggeri, landbrug & gartneri, energi og sundhed.

R-22’s Business Unit Manager Katarina Fruerlund Deylami er godt tilfreds med interessen for den første udgave af R-22, som får gæster fra en lang række nabolande og kører en stor del af konferenceprogrammet på engelsk.

Men ambitionerne hos arrangørerne rækker længere ud i verden.

- Tanken er, at vi fra 2024 vil inkludere flere lande, så vi kan gøre det til en europæisk messe. 2022 er messens første år, og her har vi fokuseret på Danmark, Norge, Sverige og Finland - men vi vil gerne mere end det, og der er vores beliggenhed i Odense perfekt, siger Katarina Fruerlund Deylami.

Hun varsler masser af aktion i udstillingshallerne.

- Det er et krav til udstillerne, at de skal komme med en robot, en drone eller automatiseringsanlæg. Det skal være en aktiv udstilling hvor du kan opleve robotterne i aktion, siger Katarina Fruerlund Deylami.

Roboteventen skulle egentlig have været afholdt i 2021 men blev udskudt på grund af Covid19. Nu ruller udstillingen så her i 2022, og den er planlagt til at finde sted igen i 2024 i en endnu større udgave.

Læs mere om: r-22
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141