Alvorlig krise hos EUC-Nord i Hjørring
Undervisningsministeriet har forlangt, at institutionen betaler 55 millioner tilbage, og i weekenden fratrådte centrets direktør med øjeblikkelig virkning, fremgår det af DR Nordjylland.
Undervisningsministeriet mener, at institutionen har fået alt for meget i tilskud til 1.000 elever, som det seneste år har taget gymnasiefag via computer derhjemme. Der er ikke krav om, at eleverne SKAL gå op til eksamen, men undervisningsministeriets konsulenter undrede sig alligevel over, at kun to ud af 1.000 elever var gået op til eksamen det seneste år. Og så kom institutionen under så kritisk lup, at ministeriet nu vil have 55 millioner kroner tilbage, fremgår det af DR Nordjylland.
Krisen betyder, at EUC Nord straks holder op med at have fjern-undervisning.
Hverken Undervisningsministeriet eller den fratrådte direktør, Flemming Brøndum, ønsker at kommentere millionkravet, så længe sagen ikke er afsluttet.