23948sdkhjf

Seksdobbelte energipriser koster JAI millioner på bundlinjen

På trods af vækst i driften giver voldsomt stigende energipriser Jydsk Aluminium Industri millionunderskud.

Jydsk Aluminium Industri kan tage plads i den lange række af virksomheder, der rammes af stærkt stigende priser på energi og råvarer. 

For Herning-virksomheden JAI er den aktuelle konsekvens et underskud efter skat i regnskabsåret 2021 på

10,7 millioner kroner mod et overskud på godt en million kroner sidste år. Egenkapitalen var på knap 13 millioner kroner.

Ledelsen anser årets resultat som "utilfredsstillende". Trods positiv udvikling i den underliggende drift, er resultatet betydeligt negativt påvirket af bl.a. voldsomt stigende råvare- og energipriser, står der at læse i regnskabets ledelsesberetning.

Løbet fuldstændig løbsk

Overfor Herning Folkeblad uddyber direktør Kenn R. Christensen, at det især er energipriserne, der er løbet fuldstændig løbsk:

- Den direkte årsag til, at vi laver så stort et underskud, er, at vi bruger rigtig meget elektricitet og naturgas. Og de priser er steget til det seksdobbelte. Vi bruger normalt energi for en halv million kroner om måneden, og den udgift er steget til tre millioner kroner om måneden. Og det betød, at vi i andet halvår sidste år tabte 2,5 millioner kroner på bundlinjen hver måned. Det er der jo ikke nogen, der kan holde til.

Genforhandlet vilkår

JAI har derfor i tredje og fjerde kvartal genforhandlet aftalevilkårene med samtlige kunder, således at salgspriserne fremadrettet automatisk reguleres i henhold til bl.a. udviklingen i aluminiums og energipriser. Dette kombineret med en række nye produktioner med god omsætning betyder, at JAI's drift gik i plus fra januar i år.

Jydsk Aluminium Industri i Herning - JAI

Jydsk Aluminium Industri i Herning har rødder tilbage til 1945 og er et af Nordeuropas største kokillestøberier for letmetallet aluminium. Der er aktuelt omkring 260 ansatte, og virksomheden eksporterer stort set alle sine produkter. De brancher, JAI koncentrerer sig om, er højspænding, pumper, marine og automotive (dele til biler, lastbiler og motorcykler).

Kokillestøberier adskiller sig fra sandstøberier. Kokillestøbning kaldes også blokstøbning, da der støbes i en permanent form -der hedder en kokille -som kan genbruges. Ved sandstøbning fremstilles formen af en blanding af sand og additiver (materialer sammensat af kemiske stoffer).

Virksomhedens omsætning har i et vist omfang været påvirket af Covid-19 i 2021, da flere store producenter inden for automobilbranchen lukkede produktionen i en periode pga. mangel på komponenter. 

- Gudskelov er vores kunder lige så afhængige af os, som vi er af dem. Vi laver jo specialprodukter til eksempelvis BMW, Jaguar, Land Rover, Siemens og Volvo. Og hvis ikke vi var her længere, så ville deres produktion gå i stå, siger Kenn R. Christensen til Herning Folkeblad. 

Tilbage til overskud

I 2022 forventes en øget omsætning, da JAI har er begyndt at producere en række nye emner til forskellige kunder i forskellige brancher. Endvidere er efterspørgslen generelt vendt tilbage efter en nedgang i 2020 og 2021.

JAI forventer en bruttofortjeneste på 170-180 mio. kr., mens årets resultat før skat forventes at være i niveau 5-7 mio. kr. Virksomheden er ikke direkte eksponeret i forhold til konflikten mellem Rusland og Ukraine, idet virksomheden ikke har nogen samhandel med disse lande.

A/S JYDSK ALUMINIUM INDUSTRI
Regnskabsår 2021 2020 2019
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - - -
Primært resultat -8,309 5,935 0,022
Bruttofortjeneste 108,181 106,468 102,200
Resultat før skat -14,777 0,619 -4,980
Skat af årets resultat -4,039 -0,448 -1,207
Årets resultat -10,738 1,067 -3,773
Omsætningsaktiver i alt 103,241 73,741 81,627
Status balance 205,670 176,806 181,253
Likvide beholdninger 0,025 0,028 0,025
Egenkapital 12,951 22,566 25,235
Antal ansatte 231 210 215
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.763