Vindmøllerne har medvind
Med en kovending i flere tempi fra regeringens side er dansk energiteknologi for alvor atter kommet ind i varmen, som en af de brancher man i fremtiden vil satse på, fremgår det af DR Nyheder Online.
Dermed får ikke mindst vindmølleindustrien medvind igen. Efter valget i 2001 var det VK-regeringens erklærede mål at "rydde op" i det såkaldte Auken-imperium i Miljøministeriet. Og det betød, at planer om udbygning af havmølleparker blev skrottet - og at der blev skåret kraftigt ned på bevillingerne til forskning i vedvarende energi, skriver DR Nyheder Online.
Men siden er regeringen gradvist begyndt at opprioritere hele området igen. Og med Videnskabsministeriets oplæg er vindmøller og den øvrige energiteknologi for alvor taget til nåde igen.