Bugnende ordrebog får Skako til at hæve forventninger
Onsdag eftermiddag offentliggjorde Skako regnskab for første halvår
Omsætningen steg med 15 procent til 106,6 millioner kroner. Fremgangen skyldes en vækst i forretningsområdet plant sales på 7,8 procent og i aftersales på hele 26 procent.
Den positive udvikling i omsætningen afspejlede sig også i indtjeningen. Bruttofortjenesten steg med 21 procent til 26,3 millioner kroner og ebit før særlige poster med 43 procent til 5,3 millioner kroner.
Overskuddet før skat faldt dog med 35 procent til 2,4 millioner kroner. Resultatet var påvirket negativt af udgifter på 1,7 millioner kroner i forbindelse med, at CFO Ulrik Damgaard fratrådte ved udgangen af halvåret.
- På trods af krigen i Ukraine samt stigende energi- og råvarepriser fortsatte det høje aktivitetsniveau i andet kvartal, siger bestyrelsesformand, Jens Wittrup Willumsen, i en kommentar til regnskabet.
Skako hentede nye ordrer for 163 millioner kroner i andet kvartal, hvilket var 98 procent mere end i andet kvartal 2021. Ved udgangen af halvåret var den samlede ordrebeholdning på 210 millioner kroner – eller 174 procent mere end året før.
- Det glæder mig, at den store ordreindgang i andet kvartal følges af stærk vækst i omsætning og ebit på henholdsvis 18 procent og 28 procent. Med en stigning i ebit-marginen på 1 procentpoint til 5,3 procent i første halvår er vi godt på vej til at nå vores tidligere udmeldte mål for 2024. På baggrund af den store ordrebeholdning og den positive udvikling forventer vi fortsat vækst i omsætning, ebit og margin i andet halvår, siger Jens Wittrup Willumsen.
Skako hæver derfor forventningerne til resultat af den primære drift (ebit) før særlige omkostninger til 24-28 millioner kroner mod tidligere 22-27 millioner kroner.
Regnskabsår | 1. halvår 2022 | 1. halvår 2021 |
Valuta | Mio. kroner | Mio. kroner |
Nettoomsætning | 106,6 | 90,5 |
Primært resultat før særlige poster (ebit) | 5,3 | 4,1 |
Bruttofortjeneste | 26,3 | 21,6 |
Resultat før skat | 2,4 | 3,6 |
Periodens resultat | 2,2 | 3,4 |
Status balance | 325,9 | 306,5 |
Egenkapital | 127,9 | 124,5 |
Antal ansatte | 205 | 198 |
Kilde: Skako |
Artiklen er en del af temaet Regnskab.