23948sdkhjf

Maskinleverandør henter ny direktør hos konkurrent

Maskin- og værktøjsleverandøren Junget har sat en ny mand på topposten. Den 1. oktober overtager Jan Weier stillingen som administrerende direktør, hvor han afløser Poul Thøgersen.

Det oplyser maskinleverandøren i en pressemeddelelse.

Jan Weier er hentet hos Homag Danmark, hvor han har siddet i direktørstolen de seneste fire år. Nu skifter han altså nu til den konkurrerende branchefælle.

– Junget er en fantastisk virksomhed med dygtige medarbejdere. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Poul og resten af virksomhedens medarbejdere, ligesom jeg glæder mig til at indgå i et godt og værdiskabende samarbejde med selskabets kunder og leverandører, siger Jan Weier.

Hans forgænger på posten, Poul Thøgersen, var en del af den nye ejerkreds, der i 2015 overtog maskinleverandøren, og han har siden bestredet direktørposten, men nu er det altså på tide at give stafetten videre.

– Jeg har længe næret et ønske om at finde en stærk afløser på posten som administrerende direktør, så jeg fremover med god samvittighed kan fokusere på maskinsalg og udvikling. Jeg er rigtig glad for, at Jan, som jeg har kendt gennem nogle år, har takket ja til denne mulighed. Sammen med vores gode medarbejdere skal vi sikre, at Jungets markedsposition som totalleverandør forbliver førende på markedet, udtaler Poul Thøgersen, der fortsætter i selskabet som udviklingsdirektør med ansvar for maskinsalg og forretningsudvikling.

Bestyrelsesformand Jørgen Lægaard er ligeledes glad for at have indgået en aftale med Jan Weier og ser frem til det kommende samarbejde.

– Vi kender Jan Weier som en stærk og dygtig profil fra branchen. Jan skal efter en kort overdragelsesperiode afløse vores nuværende administrerende direktør, Poul Thøgersen, på posten. Fremover vil Jan og Poul i tæt samarbejde med den øvrige del af selskabets ledelse fortsætte og forstærke den gunstige udvikling, som selskabet er inde i. Med Blue Equity A/S som en stærk partner er der åbnet op for nye muligheder, som ledelsesteamet nu har kræfterne til at forfølge, siger bestyrelsesformanden om kapitalfonden, der i 2020 overtog 60 procent af aktierne i maskinvirksomheden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.067