Nyt stort underskud i vestjysk stålfirma
VL Staal A/S i Esbjerg lander i regnskabsåret 2021/22 et underskud på 9,3 mio. kr. Det svarer til et minus på 113.000 kr. for hver af de 82 medarbejdere i regnskabsåret, der sluttede 31. marts.
Det er sjette regnskabsår i træk, at VL Staal giver underskud. Man skal helt tilbage til regnskabet 2015/16 for at finde et overskud. På baggrund af det store underskud har ejerne tilført 10 mio. kr til firmaet.
VL Staal, som er specialiseret i industriskorstene, trykbeholdere og andre store stålkonstruktioner, betegner i regnskabet resultatet som "utilfredsstillende". Men ledelsen tror på, at dette år vil give en væsentlig højere omsætning, og at der er bedre tider på vej.
- Vi fastholder vores forventninger til, at dette års regnskab vil udvise et betydeligt højere aktivitetsniveau end det netop afsluttede regnskabsår og med en fortsat forventning til et negativt driftsresultat.
Det skriver adm. direktør Anni Dressø i en mail til Jern & Maskinindustrien.
- VL Staal arbejder med et langsigtet strategisk perspektiv på forretningen med et planlagt positivt driftsresultat i regnskabsåret 23/24.
- Vi har arbejdet målrettet med at digitalisere vores primære forretningsprocesser samt med at styrke kontraktstyringen i vores projektsalgsmodel. Hertil kommer, at vi ser meget positive købssignaler fra markedet omkring vores ASME samt EN-certificering til produktion af trykbeholdere, skriver Anni Dressø.
Regnskabsår | 2021/22 | 2020/21 |
mio. DKK | mio. DKK | |
Bruttofortjeneste | 39,3 | 46,4 |
Primært resultat | -9,3 | -3,1 |
Resultat efter skat | -9,3 | -3,5 |
Status balance | 128,3 | 102,0 |
Egenkapital | 18,1 | 16,8 |
Antal ansatte | 82 | 90 |
Kilde: VL Staal A/S |