23948sdkhjf

Sanistål giver en hånd til unge med autisme

Sanistål har indgået en partnerskabsaftale med den socialøkonomiske it-virksomhed NordVirk i Aalborg. Aftalen betyder, at Sanistål fremover donerer sit udtjente it-udstyr til NordVirk, som har succes med at hjælpe unge mennesker med autisme tættere på uddannelse og arbejde.

- Jeg er utroligt glad for vores partnerskabsaftale med Sanistål. Det betyder meget for os, at en stor anerkendt dansk virksomhed som Sanistål er med til at bakke vores sociale arbejde op, siger NordVirks direktør Stepan Lee i en pressemeddelelse.

NordVirk er en socialøkonomisk it-virksomhed, der køber og sælger brugt it-udstyr og samtidig tilbyder uddannelses- og arbejdstræningsforløb for unge med autisme og lignende udviklingsforstyrrelser.

Glade for at støtte NordVirk

Også Sanistål er begejstret for partnerskabet med NordVirk.

- Man kan ikke undgå at blive grebet af NordVirks imponerende arbejde med at give unge med autisme en arbejdsidentitet og få dem tættere på arbejdsmarkedet. Social ansvarlighed ligger dybt i Saniståls DNA, og derfor er vi stolte over, at vi kan støtte en socialøkonomisk virksomhed som NordVirk. Det er tydeligt, at NordVirk gør en kæmpe forskel for de unge mennesker, som de har i arbejdstræning, siger Gitte Østergaard Futtrup, der er bæredygtighedschef i Sanistål.

Frederik tager sig af kunderne

20-årige Frederik Svenning Andersen har en autismediagnose.

- Jeg kan godt lide mit arbejde her i NordVirk. Jeg har prøvet forskellige opgaver, men nu arbejder jeg mest i vores butik. Det er rigtig spændende, siger han.

I NordVirks butik kan man købe brugte og klargjorte computere til en god pris, og her er det blandt andre Frederik, der hjælper kunderne.

- Det bedste ved NordVirk er fællesskabet, og at det er en rigtig virksomhed. Jeg elsker kundekontakten, og det er helt klart noget, jeg har lært her. Jeg kunne godt tænke mig at komme til at arbejde i en butik i fremtiden, siger han.

Har doneret it-udstyr for 40.000 kroner

Med partnerskabsaftalen vil Sanistål fremover donere sit aflagte it-udstyr til NordVirk. Første portion af bærbare computere til en værdi af omkring 40.000 kroner er blevet leveret. Sanistål regner med et par gange om året at kunne levere tilsvarende mængder af it-udstyr til den socialøkonomiske it-virksomhed.

NordVirk i Aalborg har lige nu 28 unge med autisme i arbejdstræning. De fleste deltager i et treårigt STU-forløb, hvor de som medarbejdere i virksomheden gennemfører en Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse, der tager udgangspunkt i den enkelte unges behov og forudsætninger.

Den socialøkonomiske virksomhed er non-profit, og alt økonomisk overskud bliver geninvesteret i at skabe uddannelses- og jobmuligheder for unge mennesker med autisme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079