En god, men alt for lille begyndelse
Dansk Metals formand Thorkild E. Jensen kalder regeringens foreslåede højteknologifond ”en god, men alt for lille begyndelse på den forskningsmæssige satsning, der skal skabe nye job og dermed sikre grundlaget for beskæftigelsen i Danmark i fremtiden”.
Regeringens mål er, at Højteknologifonden skal have en kapital på 18 milliarder kr. Fondskapitalen vil give et årligt afkast på 800 mill. kr. til forskning – og det er for lidt, mener Metal. Thorkild E. Jensen anbefaler regeringen at skabe en fond så stor, at det årlige afkast til teknisk og naturvidenskabeligt orienterede forskningsfonde bliver på 1 pct. af bruttonationalproduktet.
Den samlede private og offentlige forskning i Danmark skal op på 4 pct. af BNP for at matche de førende lande i verden og sikre, at også fremtidens danskere har et arbejde at stå op til.
Højteknologifonden skal, mener Metal:
· Investere på felter og produkter, hvor dansk erhvervsliv har en international styrke
· Satse på forskning, der medvirker til at styrke virksomhedernes produktionsteknologier og bidrager til øget produktivitet
· Hjemtage og nyttiggøre udenlandske forskningsresultater i Danmark
· Udvikle volumen og kompetenceområder i det teknologiske servicesystem, bl.a. med det formål at nye brancher i f.eks. servicesektoren får bedre og forøgede tilbud fra GTS, Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter.
Kilde: Dansk Metal - www.danskmetal.dk