Bovlund buldrer derudaf
For 1½ år siden skiftede den sønderjyske virksomhed ejer, og siden da har man oplevet kraftig fremgang.
- Vi havde arbejdet i virksomheden i henholdsvis 15 og 16 år, og der var tale om virksomhed, som var gået lidt i stå. Da vi overtog produktionen var vi kun os to og en medarbejder mere, fortæller medejer Bent Jensen.
En drømmestart
Siden da kan man roligt sige, at de to har haft fart på. I dag er virksomheden oppe på 10 mand og nummer 11 starter den 1. november. Og endnu vigtigere; så er Bovlund ApS. kommet ud af sit første regnskabsår med et overskud før skat på 1,0 mio. kr.
- Det er en drømmestart for os at gå fra tre til ti mand på så kort tid. Vi har næsten ikke kunnet følge med, og det har væltet ind med ordrer – vores budgetter sprænges fuldstændig, konstaterer Bent Jensen.
- Vi har valgt at drive virksomheden ud fra den filosofi, at alt kan lade sig gøre, og intet er umuligt – sådan har det ikke været før. Det betyder, at vi prøver at få tingene så hurtigt ud af døren som muligt og hjælpe kunderne med at løse deres problemer, og det har altså givet bonus, fortsætter han.
Tyskland venter
Den gode start betyder også, at Bent Jensen og Christian Pedersen nu for alvor kan begynde at kigge fremad og planlægge, hvordan virksomheden skal vokse.
- Vores hovedprodukt er trækbomme til traktorer, som vi sælger ca. 500-600 stykker om året. I Tyskland har de også problemer med at få nogle, der er stærke nok, og derfor arbejder vi på at få en TÜV-godkendelse, så vi kan sælge til det tyske marked, siger Bent Jensen.
- På længere sigt vil vi også gerne eksportere til andre markeder. Der kommer allerede lidt fra Sverige og Norge, men der skal også godkendelser til, fortsætter han.
Maskinpark foran fornyelse
Udover trækbommene har Bovlund også stadig en produktion af plove samt dele og reservedele hertil, og derudover producerer den sønderjyske virksomhed blandt andet maskiner til juletræsproduktion.
- Derudover er vi en af de få virksomheder i Danmark, der kan hærde, og det håber vi også er noget, som kan sælges i flere lande, fortæller Bent Jensen.
Overskuddet hos Bovlund skal dog ikke kun investeres i markedsudvidelser. Også virksomhedens maskinpark skal fornyes i de kommende år.