Ingemann Maskinfabrik A/S udvider paletten
I en pressemeddelelse fortæller Helge og Bo Ingemann, fra Ingemann Maskinfabrik A/S hvordan virksomheden udvider paletten.
Firmaet fik før sommerferien installeret et Matsuura H.Plus-405 bearbejdningscenter. Det er et meget avanceret bearbejdningscenter, som er designet til at arbejde hurtigt og sikkert. Hurtigheden demonstreres dels ved, at værktøj kan skiftes på helt ned til 1,3 sekund og dels ved en ilgang på 50 m pr. min.
Helge Ingemann ved det nye bearbejdningscenterSikkerheden ligger for eksempel i en funktion, der automatisk kontrollerer, om der er sket brud på værktøjerne.
H.Plus-405 indeholder blandt andet:
· Bearbejdningsområde på 600 x 600 x 600 mm
· 6 paletter
· Ilgang 50 m pr. min.
· Renishaw målesystem
· Fuld 4. akse
· 120 værktøjer
· Kontrol af værktøjsbrud
- Med det nye Matsuura bearbejdningscenter forøger vi vor kapacitet væsentligt. Det kører nu optimalt, og det giver os mulighed for at producere væsentlig større serier end hidtil, fortsætter Helge Ingemann.
- Men det er ikke det eneste område, hvor vi ønsker at forøge vor kapacitet. Vi er i færd med at undersøge, om der findes kvalificerede underleverandører i nogle af de nye EU-lande. Vi samarbejder i det daglige med en række dygtige underleverandører (klip, buk og smedearbejde), og det fortsætter vi med. I takt med, at mængden af opgaver stiger, kan der dog opstå behov for at indgå aftaler med nye underleverandører.
Underleverandører fra det nye EU
Med udgangspunkt heri deltog Bo Ingemann i Håndværksrådets tur til Tjekkiet og Slovakiet tidligere på året. Turen havde til formål at undersøge, om der i disse lande findes potentielle underleverandører, og ikke mindst, hvad man selv kan forvente af konkurrence fra de nye EU-lande på spåntagende bearbejdning.
Det var en interessant tur, hvor en række virksomheder var indbudt til at præsentere sig selv. Ingemann Maskinfabrik A/S har udvalgt syv virksomheder, som nu skal bevise, hvorvidt de er i stand til at leve op til de krav, der stilles.
- Det er langt fra kun et spørgsmål om pris, pointerer Bo Ingemann.
- Virksomhederne vil blive vurderet med hensyn til kvalitet og leveringssikkerhed. Det er vores umiddelbare vurdering, at alle virksomhederne kan producere de emner, vi har bedt om, og endda til en lav pris. Spørgsmålet er, om virksomhederne kan leve op til den kvalitet, vi forlanger, og om de kan overholde leveringstiden.
Det er vigtigt at kunne levere til tiden. Desværre oplever Ingemann Maskinfabrik A/S jævnligt usædvanlig lange leveringstider på materialer, men firmaet formår dog alligevel at levere næsten 95% af alle ordrer rettidigt.
- I vor søgen efter nye underleverandører håber vi derfor at finde nogle virksomheder, der kan medvirke til at løse en bred vifte af opgaver, og samtidig levere den kvalitet, vores kunder forventer, til den aftalte tid og ikke mindst til konkurrencedygtige priser, slutter Bo Ingemann.