23948sdkhjf

Robotter i fremmarch

Sidste år steg antallet af nyinstallerede robotter i den danske metal- og maskindustri med 62 pct. Men en ny analyse påpeger, at danske virksomheder stadig halter bagefter i forhold til at udnytte robotternes produktivitet.
Der er ingen tvivl om, at robotterne for alvor er på vej ind i den danske metal- og maskinindustri. Med 62 pct. flere nyinstallerede robotter i 2011 i forhold til året før, er der tale om den største vækst siden 1998. Og på landsplan er der nu op mod 5.000 robotter placeret rundt om på de danske fremstillingsvirksomheder. Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge Dira, Dansk Robot Netværk, er robotterne blevet meget mere tilgængelige, hvilket kan forklare væksthoppet:

- Det er blevet nemmere at bruge robotterne, og de kan bruges til mange flere opgaver. I dag kræver det ikke den store uddannelse at programmere en robot. Derfor er de relevante for mange flere virksomheder end for blot få år siden, siger Steffen Enemark, formand for Dira, til avisen.

Han nævner desuden, at en såkaldt husrobot i dag koster omkring 300.000 kr., hvilket stort set svarer til en årlig gennemsnitsløn for en produktionsmedarbejder.

Produktiviteten kan øges med 15 pct.
Og der er grund til at fortsætte med investeringerne. Et forskningsprojekt finansieret af Industriens Fond har nemlig påvist, at produktiviteten i fremstillingssektoren kan øges med 15 pct. eller mere ved målrettet brug af robotter.

Netop faldende produktivitet og dermed dalende konkurrenceevne har gennem længere tid været en af de helt store udfordringer for dansk industri. Og ikke mindst derfor er der god grund til at tage robotteknologien til sig, vurderer Christian Eskelund-Hansen fra DI.

- Vi har høje lønomkostninger i Danmark. Robotter kan øge hastigheden i produktionen, og det kan få lønandelen ned. Det er vejen til at opnå en nødvendig produktivitetsgevinst, siger han til avisen.

I forhold til 8-10 af de lande vi handler mest med, er Danmark i det seneste årti sakket bagud på netop produktiviteten. Den seneste statistik fra den internationale brancheorganisation, International Federation of Robots, IFR, viser endvidere, at Danmark har forholdsvis få robotter i forhold til andre lande. På verdensplan vækstede salget af robotter fra 2010 til 2011 med op mod 30 pct.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.13