23948sdkhjf

Hannover Messe forventer næsten fordobling af besøgende

Årets udgave af Hannover Messe ventes at tiltrække mere end 100.000 besøgende

Efter to års coronaaflysninger blev 2022-udgaven af Hannover Messe et genstartsår med 66.400 fysiske besøgende. Og årets messe i Hannover forventes at trække op imod det dobbelte til messehallerne.

Her kommer de besøgende blandt andet til at møde nogle af de danske underleverandører til procesindustrien, som igen i år er klar til at præsentere deres innovative produkter og løsninger.

Blandt de virksomheder, der deltager på årets Hannover Messe, er Niebuhr Gears. Virksomheden har deltaget på Hannover Messe flere gange tidligere, og deres stand bliver som regel lidt af et tilløbsstykke, når de stiller med et blikfang i form af en enorm vindmøllekrans.

- Det har genereret rigtig meget aktivitet på vores stand. Nogle er bare forbi for at kigge, men selv osere er med til at tiltrække de ”rigtige” folk, så vi har faktisk fået en masse gode henvendelser, fortæller Henrik Vinge, CCO, Head of Sales hos Niebuhr Gears.

Besøgende fra hele verden

Hannover Messe tiltrækker besøgende fra hele verden, men særligt mange tyskere kigger forbi, og derfor er messen stedet at være for de danske eksportører, der gerne vil slå sig fast eller udvide aktiviteterne på det tyske marked. Og for Niebuhr Gears er målet med messedeltagelsen netop ikke bare at lave et salg, men i højere grad at bygge relationer, der fremtidssikrer eksporten.

- Vi søger ikke spotforretninger. Vi søger partnerskaber. I stedet for bare at give en pris på et eller andet, prøver vi at lave en helhedsbetragtning af, hvad kunden har brug for. Hvad er det for en partner, de har brug for? Hvad skal man kunne som leverandør? Har vi de samme ønsker og den samme tilgang til at have et partnerskab, siger Henrik Vinge.

Det perfekte udstillingsvindue

De danske virksomheder står i stærk, samlet flok på Pavilion of Denmark, hvor de højt specialiserede danske underleverandører ikke blot kan hjælpe hinanden med at tiltrække de helt rigtige gæster til messestanden, men også har mulighed for at netværke indbyrdes og bidrage til at styrke det danske brand over for de potentielle kunder og samarbejdspartnere, der besøger Hannover Messe.

- Hannover Messe er et oplagt udstillingsvindue for de danske underleverandører til fremstillingsindustrien. Kunderne leder efter samarbejdspartnere, som kan bidrage til at sikre deres konkurrencedygtighed i foranderlige tider, og her kan de danske virksomheder præsentere sig selv som en kompetent partner og leverandør af attraktive løsninger, siger Brian Boelt, Head of Subcontractor hos Danish Export Associaion, som er en af arrangørerne bag Pavilion of Denmark.

Hannover Messe løber af stablen fra 17. til 21. april, og der er fortsat plads til flere danske udstillere på Pavilion of Denmark.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11