23948sdkhjf

Store forventninger til årets hi-messe

Når årets hi-messe løber af stablen til efteråret, så er en lang række af udstillere traditionen tro på plads i Messecenter Herning.

Udstillerne er fordelt på de fem sektorer "automation og robotter", "maskiner, svejsning og produktionsudstyr", "intern logistik", "underleverandører" og "fødevareteknologi" - og hele vejen rundt er der stor forventningsglæde forud for efterårets messe. Det gælder eksempelvis hos Migatronic, der er én af verdens førende leverandører af svejsemaskiner.

- Den bedste dialog sker fysisk, og derfor er det vigtigt, at Svejsebrancheklubben er til stede på hi-messen. Selv om flere af os udstillere er konkurrenter, så er vi også gode kollegaer og kan lære meget af hinanden på kryds og tværs. 

- Som dansk producent af svejseløsninger er det vigtigt for os, at vi viser os frem i Danmark og bakker op om messen. Vi ønsker at være i så tæt dialog med det danske marked som muligt, og hi-messen er en rigtig god anledning til netop at få en god dialog om markedet med både eksisterende og nye, potentielle kunder, konstaterer salgschef i Migatronic Torben Rosengaard Christensen.

Han fortæller videre, at Migatronic på messen står klar med en moderne stand med high-end-svejseudstyr, og at de besøgende kan forvente at blive klogere på både manuel og automatiseret svejsning.

Relevante virksomheder og beslutningstagere

Også hos den globale intralogistikkoncern Jungheinrich ser man frem til hi-messen, der ifølge virksomheden samler relevante virksomheder og beslutningstagere - og derfor også er en størrelse, man ønsker at bakke op om.

- Vi arbejder snarere med løsninger end produkter, og da hi-messen også samler virksomheder med logistikudfordringer, kan vi her møde beslutningstagere på en anden måde - vi får mulighed for at præsentere kombinationerne af de produkter, der samlet giver en løsning, og vi forventer at møde folk på messen, som netop er interesserede i at modernisere og digitalisere deres logistik. 

- Vi vil gerne synliggøre os på messen og samtidig støtte op om den generelle logistikbranche, forklarer administrerende direktør i Jungheinrich Carsten Duus.

Jungheinrich medbringer blandt andet 100% lithium-trucks, der ifølge virksomheden reelt kan nedbringe omkostninger, især på energisiden. Også sikkerhed og ergonomi er i fokus.

Folk husker menneskene bag

Hos Universal Robots er man særligt opmærksomme på messens menneskelige kvaliteter, der kan være med til at gøre en forskel på både den korte og den lange bane.

- Universal Robots tager på hi-messen, fordi vi her har mulighed for at komme helt tæt på vores kunder og samarbejdspartnere og samtidig vise nye produkter frem. Det fysiske møde er for os højt værdsat, og hi-messen er et fantastisk samlingspunkt i industrien. 

- Vores samtaler med messedeltagere er både værdiskabende på selve messen, men også i lang tid efter, fordi folk husker os. Ikke kun Universal Robots - men også menneskene bag, fastslår marketingkoordinator i Universal Robots Oskar Reimer Christiansen.

Hi-messen - eller retteligt Hi Tech & Industry Scandinavia - finder sted i MCH Messecenter Herning 3.-5. oktober 2023.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078