23948sdkhjf

Studerende hjælper bølgeenergivirksomhed

Virksomheden Crestwing skal med hjælp fra to maskinmesterstuderende teste en ny generator, som optimerer virkningsgraden på deres demo-bølgeenergianlæg med op til 30 procent.
På den nordlige kaj på Frederikshavn Havn står demo-bølgenergianlægget Crestwing og venter på igen at blive søsat med et nyudviklet mekanisk PTO-system, selve generatoren, der optimerer energiudtaget med op til 30 procent.

Men før anlægget igen kan komme ud i bølgerne, skal den nye generator testes i de kommende uger. Det sker med hjælp fra to bachelorstuderende på maskinmesteruddannelsen på Martec i Frederikshavn.

Får brug for lokale maskinmestre
Dennis Jakobsen og Michael Holm Jensen, begge 23 år, har som deres afsluttende projekt på uddannelsen bygget en testbænk, som simulerer det rigtige bølgeenergianlæg. Her kan de teste effekten af anlæggets el-produktion, samt hvad generatoren kan holde til rent fysisk - om det bliver overophedet med videre - så der kan blive lavet de rette justeringer. For de studerende er det en unik mulighed for at omsætte teori til praksis.

- Det giver en indsigt i, hvad vi kan bruge vores uddannelse til. Nu har vi siddet to et halvt år på skolebænken og lært en masse ting. Det her projekt er med til at åbne vores øjne for, hvad vi kan bruge den viden til, og samtidig måske få foden inden for hos en virksomhed, siger Michael Holm Jensen, der snart er færdig med de ti ugers praktik hos Crestwing. Derefter venter ti ugers projektskrivning.

Det er ikke første gang, at Henning Pilgaard, ejer og opfinder af anlægget, har involveret studerende i projektet med Crestwing. Det er studerende fra EUC Nord, der i sin tid har bygget bølgeenergianlægget, og en ph.d.-studerende fra Aalborg Universitet analyserer dataene fra testbænken via en internetforbindelse, der sender alle informationerne til en computer.

- På en opfordring fra Erhvervshus Nord søgte vi to bachelorstuderende fra Martec til projektet. Fordelen er, at man i uddannelsen får fokus på bølgeenergi, og vi kan bruge deres viden. Vi har samtidig et ønske om at være med til at skabe lokale arbejdspladser, og det arbejde starter i uddannelsessystemet. Det her projekt kan sammenlignes med, hvor vindmøllebranchen var for 30 år siden, så hvis – eller rettere sagt når – vores forehavende lykkes, får vi brug for en masse lokale maskinmestre, ingeniører samt teknisk personale, siger Henning Pilgaard.

Konkurrencedygtigt med vindmøller
Den optimerede energiudnyttelse vil for første gang gøre bølgeenergianlægget konkurrencedygtigt med vindmøller, fortæller Henning Pilgaard:

- Vindmøller kører med en virkningsgrad – det vil sige udnyttelse af energien - på omkring 90 procent. Med det nye mekaniske PTO-system, som normalt ellers er hydrauliske i bølgeenergianlæg, får vores testanlæg en virkningsgrad på 85-90 procent, som er et kæmpe spring fra de eksisterende anlæg, der udnytter omkring 60-65 procent af energien.

Crestwing regner med, at PTO-systemet vil være gennemtestet, og anlægget klar til genudsætning efter nytår.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11