Eftertragtede danske vindmølle-specialister
Kampen om de bedste medarbejdere hos Vestas, Bonus og den øvrige danske vindmølle- industri intensiveres, nu hvor den indiske mølleproducent, Suzlon, slår sig ned i Århus.
Adm. direktør i det nyetablerede Suzlon Energi A/S er Per Hornung Pedersen, der tidligere i år fratrådte som koncernøkonomidirektør i NEG Micon i forbindelse med Vestas’ overtagelse.
- Vi skal vel på sigt være 20-25 i Århus – alle medarbejdere i ”den tungere ende”, så vi kan være støtte, klare riskmanagement osv. for Suzlons selskaber på de enkelte nøglemarkeder, siger Per Hornung til Dagbladet Børsen.
Suzlon Energy Limited med administrativt hovedsæde i Puna, tæt ved Mumbay, er ejet af brødrene Tanti. Virksomhedens mål er at komme i vindmølleindustriens globale top-fem om senest fem år.