Yderligere oplysninger
:
Såfremt samme juridiske enhed er en del af eller på anden måde deltager i flere tilbud, f.eks. afsender eget tilbud og samtidig deltager i et konsortium, der også afsender tilbud, skal tilbudsgiverne sikre, at samme juridiske enheds deltagelse ikke medfører mulighed for gensidigt at koordinere tilbuddene. FMI forbeholder sig ret til at anmode tilbudsgiverne om at godtgøre over for FMI, at samme juridiske enheds deltagelse ikke kan true gennemsigtigheden og fordreje konkurrencen mellem de bydende. Eftersom udbuddet er opdelt i delkontrakter, bedes tilbudsgiver anføre i ESPD Del II, pkt. A, hvilke(n) delkontrakt(er), tilbuddet vedrører. Bemærk, at hver tilbudsgiver kun kan indgive ét tilbud for hver delaftale. FMI forbeholder sig ret til, men er ikke forpligtet dertil, at anvende fremgangsmåden i udbudslovens § 159, stk. 5, hvis tilbud ikke opfylder udbudsmaterialets formelle krav. FMI er forpligtet til at udelukke en tilbudsgiver fra deltagelse i udbudsproceduren, hvis tilbudsgiveren er omfattet af en af de i udbudslovens §§ 134a, 135 og 136 nævnte obligatoriske udelukkelsesgrunde, medmindre tilbudsgiver har fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at denne er pålidelig i overensstemmelse med udbudslovens § 138. Det bemærkes, at visse frivillige udelukkelsesgrunde i direktiv 2014/24/EU om offentlige indkøb er gjort obligatoriske i udbudslovens § 136. Opmærksomheden henledes på, at udbuddet er omfattet af artikel 5k i forordning (EU) nr. 833/2014, med senere ændringer. Bestemmelsen indeholder et forbud mod at tildele kontrakter til russiske virksomheder og russisk kontrollerede virksomheder mv. (se nærmere artikel 5k, stk. 1, for den præcise afgrænsning af de aktører, der er omfattet af forbuddet). FMI forbeholder sig retten til på ethvert tidspunkt i udbudsprocessen at kræve en erklæring herom og/eller dokumentation for, at ansøgerne/tilbudsgiverne ikke er omfattet af forbuddet, f.eks. ved at kræve dokumentation for tilbudsgivernes og disses eventuelle underleverandørers etableringssted og ejerforhold.