Fynske vækstvirksomheder tænker grønt
Midt i al snak om finanskrise og tab af danske arbejdspladser har tre fynske virksomheder svært ved at bevare pessimismen: Andresen Towers, BioTrans Nordic og Tuco Marine Group.
Når Andresen Towers A/S i Nyborg laver høje vindmølletårne, der kræver færre ressourcer at fremstille og transportere, og som tilmed bidrager til en væsentlig højere energiproduktion end for vindmøller med svejste tårne, er det win på alle fronter.
Når BioTrans Nordic indfører et system til håndtering af madaffald, som minimerer rumfylden af affaldet, nedsætter behovet for transport af affaldet med op mod 90 procent, og som tilmed femdobler energieffektiviteten for biogas, er det win på alle fronter.
Og når de på Tuco-yachtværftet i Faaborg bygger færger af kulfiber, som både sejler hurtigere og nedsætter brændstofforbruget med 60 procent, er det win på alle fronter.
Dette er tre fynske eksempler på virksomheder, der har formået at udvikle nye produkter og løsninger ud fra eksisterende teknologier. Virksomhederne var alle inviteret som oplægsholdere på konferencen ”Grøn omstilling – de nye vindere”, som Miljøforum Fyn afholdt i Forskerparken i Odense den 18. april.
Miljø er ikke kun krav – det er muligheder
- Vi bidrager til at styrke den grønne dagsorden og inspirere fynske virksomheder til også at tænke ressourcer, når de tænker forretning. Der kan nogle steder være en forestilling om, at den grønne dagsorden mest handler om at leve op til krav og forpligtelser i egen drift. Man tænker måske ikke så meget på det store potentiale, der findes for ressourcebesparende produkter, siger sekretariatsleder i MiljøForum Fyn, Mogens Michael Møller, og tilføjer:
- Med de tre virksomheder som eksempel er det jo tydeligt, hvilken god forretning man kan skabe, hvis man satser og fokuserer på ideer og produkter, som har ressourcebesparende potentiale. De har alle sammensat elementer på nye måder, og det har givet nogle helt nye muligheder og fordele på ressourcesiden og for forretningen.
Henrik Wenzel, som er professor i kemi og miljøteknologi på SDU, deltog også som oplægsholder på konferencen, og han havde forslag med til fri afbenyttelse for virksomhederne:
- Dem, der f.eks. kan udvikle enkle løsninger for intelligent energistyring hen over hele døgnet i private husholdninger, vil have gode muligheder for at lave forretning på sigt, sagde han blandt andet.
Genanvendelighed er bedre end nedbrydelighed
Henrik Wenzel gik også i rette med forestillingen om, at produkter skal være fuldt nedbrydelige, for at de er miljørigtige.
- Det er helt misforstået. Hvorfor skal vi nedbryde alt? Det koster bare unødige ressourcer at genproducere. I stedet skal vi koncentrere os om, at lave produkter eller f.eks. hele bygninger, der kan splittes ad og bruges igen i nye produkter. Det forlænger levetiden for den enkelte del, og det vil være meget ressourcebesparende på længere sigt, sagde han.
Den tankegang er virksomheden Lendager Arkitekter et godt eksempel på. I øjeblikket er de i Nyborg ved at opføre et hus – Upcycle House - der er lavet udelukkende af materialer, som har været anvendt til andre formål – bl.a. skibscontainere. Deres måde at tænke genanvendelighed på, kan måske være med til at inspirere fynske rådgivere i kommende byggerier. Og det udfordrer tanken om, at et hus skal kunne stå i mange årtier. I en omskiftelig verden skal byggerier først og fremmest kunne følge med brugernes behov.