23948sdkhjf

Minister glæder sig over DanSteel-investering

En russisk investering på 750 mio. kr. er med til at redde 400 arbejdspladser inden for stålproduktion, mener Pia Olsen Dyhr.
Pia Olsen Dyhr indviede tirsdag den mest moderne valsestol i Europa til en værdi af 750 mio. kroner hos det russisk-ejede stålvalseværk NLMK DanSteel i Frederiksværk sammen med den russiske transportminister Maksim Sokolov.

Og den danske handels- og investeringsminister lægger ikke skjul på, at hun er glad for investeringen.

- Investeringen er med til at sikre DanSteels position i markedet og dermed arbejdspladser for cirka 400 ansatte inden for stålproduktion. Samtidig sikrer vi specialviden og kompetencer inden for et felt, der er afgørende i forhold til nogle af Danmarks vigtigste erhverv, siger Pia Olsen Dyhr i en pressemeddelelse.

Læs også: 750 mio. kr. til DanSteel

Den nye valsestol skal hjælpe DanSteel til at kunne imødekomme kravene fra sektorer med høj vækst, som eksempelvis offshore vindmølleindustrien. Den nye produktbredde vil desuden styrke virksomhedens tilstedeværelse og konkurrencedygtighed både i Nordeuropa og på andre eksportmarkeder.

- Stålpladerne fra Dansteel bruges blandt andet til vindmøller, skibe og broer. Netop det faktum, at vi i Danmark har hele værdikæden inden for eksempel vis det maritime og vindenergi er afgørende for vores evne til at tiltrække nye investorer, der ligesom DanSteel er med til at sikre eller skabe arbejdspladser og vækst i Danmark, understreger Pia Olsen Dyhr.

DanSteel har også produktionsfaciliteter i andre europæiske lande, men værftet i Frederiksværk udmærker sig ved at være godt placeret i forhold til netop offshore- og vindindustrien. Samtidig er der ideelle fragtbetingelser både når jernmalmen skal leveres fra Rusland, og når de forarbejdede produkter skal distribueres til kunder i Europa.

Fakta om NLMK DanSteel A/S
Det Danske Stålvalseværk etableret 1940 i Frederiksværk gik efter to turbulente årtier konkurs i 2002. Herefter overtog den russisk erhvervsmand og prins Piotr Galitzine værket og produktionen blev genoptaget under navnet DanSteel A/S. Siden 2006 har DanSteel A/S været ejet af Novolipetsk Steel (NLMK), som er en af de fire største stålvirksomheder i Rusland.

NLMK Dansteel A/S beskæftiger i dag cirka 400 medarbejdere og er en del af NLMKs europæiske pladedivision, NLMK Europe Plates. Projektet med investeringen i den nye valsestol blev sat i gang i august 2012 med det formål at sikre en stærk position i stålplademarkedet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078