Rolf Schmidt Industri Plast ind på det tyske marked
Plastvirksomheden fra Kolding udvider salgsaktiviteterne til også at omfatte Tyskland. Messedeltagelse i Leipzig har allerede givet de første ordrer.
- Vi har en vis tilknytning til Tyskland via vores moderselskab Centrotec, men selve markedet har vi aldrig bearbejdet. Vi har koncentreret os om Danmark og til dels de andre nordiske lande. De tyske kunder vi har i dag, har selv henvendt sig. Derfor ved vi også, at vi kan konkurrere på både pris og kvalitet, og så er vores korte leveringstid en stor fordel, siger Flemming Andreassen.
Kolding-virksomheden drejer og fræser plastemner til mange forskellige brancher, og ordrer ekspederes typisk indenfor tre dage. Det er noget, tyskerne sætter pris på, forklarer direktøren.
- De har svært ved at forstå, det kan lade sig gøre, men hurtig levering har altid været en del af vores filosofi. Hele organisationen er indrettet efter det, fra administration til produktion, hvor vi både kører dag- og aftenhold, så vi kan holde et konstant flow.
Messedeltagelse gav ordrer
Aktiviteterne syd for grænsen blev skudt i gang i slutningen af februar. Som den eneste danske virksomhed deltog Rolf Schmidt Industri Plast A/S på intec + Z messen i Leipzig. 1.352 udstillere fra 29 lande var repræsenteret, og i alt 21.400 gæster gik gennem tælleapparatet til industrimessen. Det var i den grad en positiv oplevelse, fortæller Flemming Andreassen.
- Det er jo ikke en af de største messer i Tyskland, men den rammer ganske bredt. Det er egentlig to messer under samme tag. Den ene er meget maskinorienteret, og den anden er en typisk underleverandørmesse. Vi henvender os i princippet til begge segmenter, og det kunne vi på forhånd se fornuftige perspektiver i.
Der var især interesse for virksomhedens fremføringssnegle, twistere og formatsæt, og interessen er allerede blevet konkret.
- Vi håbede på at få nogle fornuftige leads med hjem, men at de første ordrer allerede er ekspederet, er over al forventning. Tyskerne er hurtige til at bestille, og vi er hurtige til at levere. Det er et fint match, slutter Flemming Andreassen med et smil.
Fakta:
Rolf Schmidt Industriplast A/S har i mere end 30 år været leverandør af bearbejdede emner i plast. Kerneområdet er CNC-fræsning og CNC-drejning af plastkomponenter til især maskinindustrien og levnedsmiddelindustrien. Virksomheden har altid et stort lager af plasthalvfabrikata og forhandler desuden Rexnord/Marbett conveyorsystem.
Rolf Schmidt Industriplast A/S har i mere end 30 år været leverandør af bearbejdede emner i plast. Kerneområdet er CNC-fræsning og CNC-drejning af plastkomponenter til især maskinindustrien og levnedsmiddelindustrien. Virksomheden har altid et stort lager af plasthalvfabrikata og forhandler desuden Rexnord/Marbett conveyorsystem.