23948sdkhjf

Pyrolyse skal give møllevinger cirkulært liv

DecomBlades og 3B-Fibreglass samarbejder om at gøre anvendelse af udtjente vindmøllevinger cirkulær. Projektet har potentiale til at kunne aftage de kommende års mængder af vingeaffald

Et nyt samarbejde mellem innovationsprojektet DecomBlades og glasfiberproducenten 3B-Fibreglass skal bevise, at rensede glasfibre fra udtjente vindmøllevinger kan erstatte op til 5 procent af råmaterialerne i produktionen af glasfiber til nye vindmøllevinger.

Det skriver Energy Cluster Denmark i en pressemeddelelse.

Ifølge DecomBlades vil det være nok til at håndtere alle materialer fra det samlede antal dekommissionerede vinger i Europa.

DecomBlades

  • DecomBlades har modtaget støtte fra Innovationsfonden, og er et samarbejde mellem Makeen Energy, LM Wind Power, Siemens Gamesa, Vestas Wind Systems, Ørsted, DTU Vind og Energisystemer, Syddansk Universitet, HJHansen Recycling, FLSmidth og Energy Cluster Denmark.
  • DecomBlades-projektets overordnede mål er at etablere et grundlag for bæredygtige, omkostningseffektive og levedygtige værdikæder for genanvendelse af vindmøllevinger.

Energy Cluster Denmark

Forsøget sker i kommerciel skala med afsæt i 3B’s produktionsfacilitet i Birkeland, Norge, og skal bevise, at det er muligt samt miljømæssigt bæredygtigt at benytte pyrolyse som en del af processen med at producere højkvalitetsglasfiber fra gamle vindmøllevinger.

- I forsøget vil vi bevise, at det er muligt at erstatte 5 procent af råmaterialerne med pulver – og at vi kan omsmelte det til glasfiber, der er af samme kvalitet som glasfiber, der er produceret af råmaterialer. Det ikke at reducere kvaliteten af materialerne er nøglen, der kan åbne op til en sand cirkulær industri, hvor ressourcerne kan anvendes igen og igen, siger Irene Bach Velling Villadsen, der er projektleder for DecomBlades ved Makeen Energy.

Stigende udfordring

I øjeblikket bliver store mængder af materialerne fra udtjente vindmøllevinger sendt til deponi eller til forbrænding som en del af cementproduktion, hvor de erstatter andre affaldsstrømme til opvarmning. I takt med at flere vindmøller opføres verden over, er det i stigende grad en udfordring at finde bæredygtige, brugbare løsninger til genanvendelse af materialerne.

DecomBlades-partnerskabets ambition er at demonstrere, at det kan lade sig gøre at omsmelte genbrugte glasfibre for øget cirkularitet, der også vil have en positiv indvirkning på udledningen af drivhusgasser.

Metoden, som DecomBlades ønsker at demonstrere, gør det muligt at skille glasfibre fra andet indhold som resin, coating, kernemateriale, lim og metaller. Den tekniske løsning til pyrolyseprocessen er udviklet af ingeniører fra Makeen Energy.

Producenterne af vindmøllevinger Siemens Gamesa og LM Wind Power vil evaluere forsøgets resultater for så at beslutte, om de genanvendelige materialer rent faktisk kan bruges i nye vindmøllevinger.

- I Siemens Gamesa arbejder vi mod fuldt ud genanvendelige vinger, og vi mener, at dette proof-of-concept er yderst interessant og en lovende vej mod et lukket kredsløb for genanvendelsen af materialerne i vores produkter, siger Jonas Pagh Jensen, head of sustainability – value chain engagement, Siemens Gamesa.

Forsøget løber til udgangen af december 2023, og planen er, at der skal processeres seks tons vindmøllevinge, som er doneret af LM Wind Power.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203