23948sdkhjf

To milliardordrer til NKT

Fredag offentliggjorde NKT ordrer på to nye kabelprojekter.

Det første kom fra den hollandsk-tyske netoperatør TenneT, som har valgt NKT til at levere adskillige 525 kV XLPE- højspændingskabler baseret på jævnstrømsteknologi (HVDC), der dækker både on- og offshore kabler. Ordren er en flerårig rammeaftale med kontraktuelle forpligtelser, som er en del af TenneT’s ambitiøse 2GW Program for havvind.

NKTs administrerende direktør Alexander Kara siger:

- Vi er meget tilfredse med endnu en gang at blive valgt som partner for det ambitiøse 2GW-program, hvilket bekræfter vores stærke position på markedet for højspændingskabler. Vi annoncerede for nylig kontrakttildelingen fra TenneT på ordrer til IJmuiden Ver og Nederwiek 2, som også er en del af 2GW-programmet, og vil være nogle af verdens første havvindmølleparker til at anvende 525 kV XLPE HVDC-teknologien til søkabler. Med rammeaftalen fortsætter vi vores tætte samarbejde med TenneT og anvender den innovative kabelteknologi til yderligere projekter i Nordsøen.

Rammeaftalen løber frem til 2028 med mulighed for forlængelse frem til 2031. Med rammeaftalen har NKT fået tildelt kontrakterne til havvindmølleparkerne Nederwiek 3 og Doordewind 1 & 2 i den hollandske del af Nordsøen med en samlet installeret kapacitet på 6 GW. Kontrakterne forventes at blive udmøntet i 2025 og vil have en samlet værdi på cirka 1,5 mia. euro (11,2 mia. kr.), hvilket dækker hovedparten af projektets omfang.

Nyt kabel skal forbedre forsyningssikkerhed mellem Frankrig og Spanien

Ordre nummer to er på et af de to 400 kV højspændingskabelsystemer til Bay of Biscay Interconnector, der skal styrke transmissionssikkerheden og elforsyningen mellem Frankrig og Spanien.

Bay of Biscay Interconnector opføres af et joint venture mellem den spanske netoperatør Red Eléctrica og dens franske pendant Réseau Transport d’Électricité, og for NKT har den en værdi på mere end 600 mio. euro (4,5 mia. kr.). For NKT omfatter projektet design, produktion, offshore installation og idriftsættelse af et af de to 400 kV jævnstrømskabelsystemer.

Alexander Kara siger:

- Med ordren fortsætter vi med at udnytte vores ekspertise indenfor højspændingskabler baseret på jævnstrømsteknologi, og den vil spille en central rolle i sammenkoblingen af de europæiske elnet. Bay of Biscay Interconnector er vigtigt for at styrke transmissions-sikkerheden og den grønne omstilling i Europa.

Ordren omfatter cirka 100 km landkabler samt 300 km offshore kabler fordelt på tre on- og to offshore sektioner for at undgå kabellægning i den undersøiske kløft Capbreton Canyon.

De to kabelsystemer vil øge den samlede energioverførsel mellem Frankrig og Spanien fra 2.800 MW til 5.000 MW. Det vil samtidig forbedre sikkerheden, stabiliteten og kvaliteten af elforsyningen mellem de to lande og styrke integrationen af vedvarende energi ved at forbinde Den Iberiske Halvø med det europæiske kontinent.

NKT vil producere kablerne på højspændingsfabrikken i Karlskrona, Sverige, og det forventes, at det samlede projekt afsluttes i 2028.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095