FLSmidth misligholder russiske ordrer – og har held med det
Den danske ingeniørkoncern FLSmidth er i gang med at afvikle sine russiske aktiviteter. Det betyder blandt andet, at en række indgåede ordrer ikke vil blive leveret. Ved årsskiftet have FLSmidth ordrer for i alt 750 mio. kr. i Rusland og Hviderusland. Det skriver Børsen.
Helt konkret har FLSmidth valgt at annullere ordrerne. Virksomhedens teknologi er dog ikke sanktioneret af Vesten, og juridisk set er FLSmidth derfor forpligtet til at levere i henhold til kontrakterne, ellers er der tale om misligeholdelse, og kunden vil kunne tage sagen i retten.
Det ser dog ikke ud til at ske i særligt stort omfang.
- Hvis man er russer og har en mine, er man så klar til en kommerciel fight ved domstolene i Stockholm, Haag eller et sted i Tyskland om udstyr, der måske bliver sanktioneret om et halvt år? Russerne er også realister, og vi laver en aftale om, at vi river kontrakten i stykker, siger Roland M. Andersen, finansdirektør i FLSmidth, til Børsen.
Selv om det går godt med afviklingen af de russiske ordrer, bliver det ikke nogen gratis omgang for FLSmidth. I 2022 kostede det mere end 200 mio. kr., hvoraf en betydelig del har været advokatudgifter.
Roland M. Andersen forventer, at de sidste aftaler med russiske og hviderussiske kunder vil være på plads inden årsskiftet.