Mine-aktiviteter trækker væksten hos FLSmidth
FLSmidth offentliggjorde torsdag regnskab for første kvartal. Her omsatte ingeniørvirksomheden for 6,016 mia. kr. svarende til en vækst på 28 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år.
I samme periode faldt driftsresultatet, ebita, dog med 22 procent til 235 mio. kr., og overskuddet før skat faldt med 17 procent til 161 mio. kr.
- Vi har fået en god start på året. De vigtigste transformationstiltag, som vi iværksatte sidste år, påvirkede vores resultater positivt i første kvartal af 2023. Vores mineforretning oplevede en god underliggende udvikling i både omsætning og rentabilitet, hvilket afspejler vores øgede fokus på serviceforretningen og vores fortsatte tilgang mod mindre risici, siger CEO Mikko Keto i en kommentar til regnskabet.
- Vores cementforretnings rentabilitet fortsatte med at nyde godt af vores indsats for forenkling af driftsmodeller og vores øgede fokus på nøglemarkeder. Vi er glade for, hvordan vores transformationsrejse er skredet frem i løbet af første kvartal af 2023, herunder det accelererede tempo i synergiudbyttet fra Mining Technologies-integrationen (FLSmidths opkøb af mineaktiviteterne i ThyssenKrupp, red.) og udfasning af ikke-kerneaktiviteter, da en vellykket eksekvering af disse er afgørende i vores rejse for at forbedre vores langsigtede rentabilitet, fortsætter han.
I Mine-divisionen steg FLSmidths omsætning med 28 procent, og i Cement-divisionen steg omsætningen med 6 procent.
Til gengæld faldt ordreindgangen i Mine-divisionen med 20 procent, og i Cement-divisionen faldt den med 29 procent. Den samlede ordrebeholdning var ved kvartalets udgang på 22,027 mia. kr., hvilket er 6 procent lavere end ved indgangen til kvartalet.
FLSmidth forventer stadig en omsætning i 2023 på 23,0-24,5 mia. kr. og en ebita-margin på 4-5 procent.
Regnskabsår | 1. kvartal 2023 | 1. kvartal 2022 |
Valuta | Mio. kr. | Mio. kr. |
Nettoomsætning | 6.016 | 4.706 |
Bruttofortjeneste | 1.397 | 1.107 |
Resultat af primær drift (ebit) | 177 | 222 |
Resultat før skat | 161 | 193 |
Periodens resultat | 84 | 123 |
Balancestatus | 29.643 | 23.878 |
Egenkapital | 10.611 | 10.679 |
Antal ansatte | 10.345 | 10.039 |
Kilde: FLSmidth |
Artiklen er en del af temaet Regnskab.