23948sdkhjf

Rekordordre til Danfoss

Den danske industrikoncern skal levere fjernvarmeteknologi til den kinesiske millionby Anshan.
Efter et års grundig planlægning har Danfoss underskrevet en vigtig kontrakt med den mangeårige samarbejdspartner i Anshan om levering af en omfattende fjernvarmeløsning til en værdi på flere hundrede mio. kr.

Kontrakten er den hidtil største, som Danfoss’ fjernvarmedivision har indgået i Kina, og det er aftalt, at det nye fjernvarmesystem vil blive leveret over en periode på tre år. Cowi, som er Danfoss’ strategiske partner i Kina, understøtter forberedelsen og implementeringen af projektet.

Spildvarme fra stålværk
Takket være Danfoss’ løsning vil de mere end 1,8 mio. indbyggere i Anshan nyde godt af en mere stabil fjernvarmetilførsel, betydeligt renere luft og forbedret indendørs klima. Derudover bliver Anshan den første by i Kina, der bruger fjernvarme i stort omfang til at opvarme brugsvand.

Det nye fjernvarmesystem vil anvende uudnyttet spildvarme fra et lokalt stålværk og gøre Anshan i stand til at reducere energiforbruget samt CO2-udledningerne med op til 240.000 ton årligt.

- Anshan bliver en rollemodel, hvor Danfoss kan fremvise førende energibesparende fjernvarmeløsninger. Projektet bliver det første af sin art i Kina, og det har allerede fået opmærksomhed fra mange andre bystyrer, siger Atli Benonysson, vice president, Danfoss District Energy.

Verdensførende inden for fjernvarme
Energieffektiviseringsprojektet vil blive udført i tæt samarbejde med bystyret i Anshan, Qianfeng District Heating Company og AnGang Steel.

- Vi ser frem til projektet, fordi de vigtigste institutioner i Anshan går sammen om at skabe et væsentligt bedre miljø for vores borgere, siger viceborgmester Zhang Shichao, Anshan Municipality. Han tilføjer:

- Danfoss spiller en vigtig rolle i bystyrets bestræbelser på at nå dets mål om at gøre Anshan til verdensførende inden for fjernvarme.

Flere muligheder i Kina
For at kunne følge med den øgede efterspørgsel efter energieffektive løsninger i Kina udvider Danfoss nu sin fabrik i Anshan.

- Vi er glade for at få denne mulighed for at udvide vores fjernvarmeforretning i Kina, fordi det vil betyde, at vi på basis af de erfaringer, vi gør os i Anshan, kan intensivere vores samarbejde med andre kinesiske byer om at optimere deres fjernvarmenet, siger Lars Tveen, president, Danfoss District Energy.

Indgåelsen af kontrakten markerer en vigtig milepæl i samarbejdet mellem Danfoss og Anshan, da den bekræfter den strategiske samarbejdsaftale, som blev underskrevet af Jørgen M. Clausen, bestyrelsesformand for Danfoss, og Anshan Municipality i forbindelse med den kinesiske præsident Hu Jintaos statsbesøg i Danmark i juni 2012.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125