100 oprørere "skrev Danmarkshistorie" i partybus

Ungdom fra agrenes grøde,
Ungdom fra bog, og fabrikker i by
Vi bygger fremtidens Danmark
Hugger os vej mod det ny,
sang de nyudlærte svende fra hele landet, da de fredag fejrede sig selv ved Lærlingeoprørets Svendegilde på Arbejdermuseet.
Men mens svendene fejrede, at de nu faktisk har papir på, at de kan bygge ”fremtidens Danmark”, havde en anden gruppe unge sat indre by i stå i kampen for en grønnere fremtid.
- Vores program er lidt udfordret, for der er en masse klimaaktivister, som har limet sig fast til kørebanen og forsinket trafikken, forklarede Carl Emil Lind Christensen, nyudlært industriteknikker og det offentlige ansigt på Lærlingeoprøret, der var medarrangør af festen.
”Pattebørn”, blev der mumlet i krogene, mens flere var bekymrede for, om den bestilte partybus kunne nå frem til tiden, så man kunne krone svendebrevet med en vogntur gennem et forårseuforisk København.
- De skulle hellere hjælpe med at bygge nogle vindmøller, mente en af de ældre svende.
Fest i den "vildeste gymnastiksal"
Årets nyuddannede svende bliver, i modsætning til studenterne, ikke færdige på samme tid.
- Det bliver oftest til en times fejring med klassen over en sodavand på skolen, hvor man kan pege på sit svendestykke, inden man møder på arbejde mandag klokken 07, forklarede Carl Emil Lind Christensen, der sammen med de andre unge i Lærlingeoprøret ville have en ordentlig fejring af svendebrevet.
Derfor var alle sejl var sat til i museets festsal, der tog sig ud fra sin bedste side efter en restaurering forrige år. De røde faner og store vægmalerier havde overvældet en gruppe lærlinge, som den tidligere formand for Dansk El-Forbunds Ungdom havde vist rundt, fortalte han fra scenen.

- Det er den vildeste gymnastiksal, jeg nogensinde har været i, havde en benovet lærling sagt til Mathias Vinholt, der var aftenens veloplagte toastmaster.
Mens de mange nyslåede svende og deres familier og venner ventede på ærestaleren, akkompagnerede Mathias Vinholdt beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) på guitar, mens hun sang for under fællessangen.
Siden Lærlingeoprøret brød ud i maj sidste år, har både politikere, erhvervsliv og fagorganisationer stået i kø for at hylde de unge oprørere. Den grønne omstilling er afhængig af faglært arbejdskraft og har sat strøm til debatten om, hvorfor så få unge vælger en erhvervsuddannelse.
Gamle maskiner, slidte undervisningslokaler og manglende respekt om håndværksuddannelserne er grunden, siger de unge oprørere. Det budskab havde de også forstået på Christiansborg, forsikrede ministeren.
- Lærlingeoprørets budskab er blevet hørt helt ind bagerst i regeringen. Og det er regeringens ambition, at erhvervsuddannelserne skal forbedres og flere tage en uddannelse, sagde ministeren, der dog ikke nævnte kravet om yderligere midler til erhvervsskolerne, inden ”Ungdom er ikke de sløvede sind” gjaldede ud i salen.
Danmarkshistorie
Over 100 nyudklækkede, samt kommende svende var mødt op for at fejre sig selv, og så forskellige fag som elektrikere, godschauffører, mekanikere, værktøjsmagere og industriteknikkere kunne fremvise et svendebrev.
- Det tager tid at starte et oprør, og jeg synes virkelig, at de er kommet rigtig langt. Det er lykkedes de unge at samle sig på tværs, og det synes jeg viser, at det her er en bevægelse. Nu må regeringen vise, at den lytter ved næste finanslov, sagde FHs næstformand Nanna Højlund, en anden af aftenens talere, der var tydeligt begejstret for at tale om lærlinge og ikke MeToo.
Den gamle sal kom dog først for alvor i svingninger, da ærestaleren, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, trådte op på scenen.
”Nu skal Poul tale”, udbrød flere unge begejstret, mens de skyndte sig op forrest i lokalet for at få de bedste billeder.

- Vi skriver Danmarkshistorie i aften. Det er første gang, at man holder et festmøde for at fejre, at I har gennemført Danmarks vigtigste uddannelse. Og jeg har også sagt til Carl Emil, gør det nu til en tradition, sagde en veloplagt Poul Nyrup Rasmussen, der også er formand for EuroSkills, til store klapsalver fra salen.
- Hvem er det som bygger noget? Femern-forbindelsen, der endegyldigt vil slå en streg over, at Danmark og Tyskland var i krig? Hvem skal bygge den grønne omstilling, hvem holder Danmark i gang? Det gør håndværksuddannelserne, slog den tidligere statsminister fast til højlydt jubel.
- Når alle på Christiansborg er så enige om, at faguddannelserne skal løftes, så gør det. Sig, at årets finanslov var en overgang. Om få måneder forhandler de om næste års finanslov og så!, agiterede Poul Nyrup Rasmussen og bankede i talerstolen.
- Det er mig, der banker, og det gør I også.
”Har du en kuglepen,” spurgte en henført ung mand alle omkring sig, da talen var forbi. ”Det er jo Poul, det kan du nok se,” inden han skyndte sig afsted for at få en autograf og en selfie, mens ”Røde Wilfred” blev sunget af fuld hals.
Klimademonstrationen kunne ikke bremse partybusserne, der kl. 20 rullede op foran Arbejdermuseet og direkte ind på live-tv på TV2.

- Mine forældre skal ikke se mig med en øl på tv, erklærede en nyudlært svend, mens han smøg sig forbi kameraerne og ind i den lange, sorte harmonikabus, hvor diskokuglerne allerede kørte for fuld hammer.
What a life
What a life
What a beautiful, beautiful life,
Skrålede de 100 nyudlærte oprørere, imens de lagde arbejderbevægelsens mødested bag sig og kørte ud i forårsnatten.
