Østjysk maskinproducent får østrigsk ejer
Dan-Web Machinery er blevet købt af den østrigske virksomhed Andritz. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Dan-Web Machinery udvikler og producerer maskiner og udstyr til fremstilling af airlaid-produkter, som er bløde og sugende papirmaterialer, der blandt andet bruges til bleer, hygiejnebind inkontinensprodukter og servietter.
Virksomheden har 50 medarbejdere og produktion i Galten.
Andritz er en multinational koncern inden for maskin- og anlægsbyggeri, og Dan-Web Machinery bliver en del af koncernens Nonwowens-division. Østrigerne kender i forvejen den danske virksomhed godt, idet man har samarbejdet gennem mange år.
Kurt Sørensen, administrerende direktør hos Dan-Web Machinery, fortæller:
- Jeg er glad for at gå sammen med Andritz. Som en del af Andritz Group vil vores produktportefølje blive integreret i førsteklasses procesapplikationer. Vores fælles tilgang er at sætte fokus på at videreudvikle rækken af miljøvenlige produktionsteknologier til nonwovens-industrien.
Andreas Lukas, head of Andritz Nonwovens, supplerer:
- Efter mere end to årtiers succesfuldt samarbejde har vi nu besluttet at rykke tættere sammen, hvilket giver os begge mulighed for at videreudvikle visse processer meget hurtigere. Jeg vil gerne personligt takke Kurt Sørensen for hans tillid til Andritz og ser meget frem til at få Dan-Web-teamet med ombord.