Aalborg Engineering afleverer ny kedel i Norge
Efter mere end to års udviklingsarbejde har Aalborg Engineering afleveret deres nye varmegenvindingskedel til Finnfjord i Norge.
Administrerende direktør Peter Overgaard og Aalborg Engineering har netop leveret en varmegenvindingskedel til Finnfjord i Norge.
Leverancen fra Aalborg Engineering indgår i et større energieffektiviseringsprojekt og bidrager med op til 340 GWh ny kraftproduktion i Troms i det nordlige Norge. Projektet er støttet med 175 mio. kr. fra den norske stat som et led i dennes satsning på omlægning til grøn energi og energibesparelse.
Skuffende 2012-resultat
Kompleksiteten af den nye kedeltype, samt omstædigheder ved at arbejde i Nordnorge, har betydet, at Aalborg Engineerings regnskab for 2012 viser, at virksomheden ikke har tjent penge trods en høj omsætning. Det er selvfølgelig utilfredsstilende, påpeger administrerende direktør Peter Overgaard, der dog til gengæld glæder sig over nu at have et fantastisk referenceanlæg, der gerne skulle være med til at sikre virksomheden i mange år fremover.
Aalborg Engineering blev relativt tidligt i projektet klar over, at omstændighederne ved projektet ville betyde, at indtjeningen på sagen ville blive beskeden. Der blev af strategiske årsager dog fra virksomhedens side fokuseret meget på, at der skulle leveres et godt anlæg og opbygges en god reference.
- Den sidste del af montagearbejdet af den nyudviklede kedel blev imidlertid så omkostningstung, at projektet har fået en væsentlig negativ indflydelse på vores årsresultat for 2012. Generelt set har 2012 været et rigtig travlt år hos os efter den rekordstore ordreindgang i 2011. Nu er vi parat til nye ordrer, og heldigvis ser det også ud som om, at der er flere, der kunne falde vores vej indenfor kort tid, siger Peter Overgaard.