23948sdkhjf

Ny indsats skal bane vej for flere cobots

Mange virksomheder tøver ifølge Erhvervs Fyn med at investere i en digital, hjælpende hånd, fordi de mangler viden om de muligheder, robotterne giver. Det skal ny indsats ændre på.

Mere effektivitet, højere kvalitetsniveau og mindre spild.

Det er blot nogle af de fordele, virksomheder kan opleve ved at implementere en kollaborativ robot - også kaldet en cobot, lyder der fra Erhvervshus Fyn.

Onsdag 14. juni blev en ny indsats, EDOcobot, skudt i gang i Odense, som netop skal sikre, at flere virksomheder får en cobot. 

Indsatsen, der er et samarbejde mellem Teknologisk Institut, Erhvervshus Fyn, Odense Robotics samt det Syddanske EU-Kontor og Enterprise Europe Network, er sat i verden for at forbedre robotfærdigheder og udbrede anvendelsen af kollaborative robotter i små og mellemstore produktions- og logistikvirksomheder. Formålet er at øge effektiviteten og produktiviteten samt generelt højne det digitale niveau i virksomhederne.

For selvom mange virksomheder i Danmark har et ønske om at automatisere arbejdsgange og processer , så er der mange udfordringer og barrierer forbundet med at realisere ønsket.

I en undersøgelse lavet af Teknologisk Institut svarer næsten 40 procent af de adspurgte virksomheder, som i dag ikke anvender robotter, at de simpelthen mangler viden om de muligheder, der er for at automatisere. Mange virksomheder mangler også kompetencerne.

Undersøgelsen peger desuden på, at en markant del af virksomhederne godt er klar over, at de går glip af muligheder for blandt andet effektivisering af produktionslinjen, fordi de ikke anvender robotter.

- Den første robot er som regel altid den sværeste at implementere. Der er derfor brug for at give flere virksomheder en hjælpende hånd til at komme i gang. Til at få klarlagt sine behov og lave konkrete forsøg i selskab med uvildige robotspecialister, inden man investerer i udstyr, siger Jacob Kortbek, der er centerchef ved Teknologisk Institut.

Hos Erhvervshus Fyn, som er ansvarlig operatør af EDOcobot, ser man det som en nødvendighed, at flere produktions- og logistikvirksomheder automatiserer.

- Det handler ikke om kun om den enkelte virksomheds udvikling og vækst. Det handler om at løfte en hel gruppe af virksomheder, så de skaber attraktive arbejdspladser med specialiserede job og produkter af høj kvalitet, så vi sikrer danske fremstillingsvirksomheders internationale konkurrencekraft. I sidste ende betyder det vækst og velfærd til Danmark, så det er store ambitioner, vi har med EDOcobot, siger Kasper Aagaard, der er direktør for Udvikling, Finansiering og EI i Erhvervshus Fyn.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093