Milliard-stor automatiseringsvirksomhed tilbage ved normalen efter ekstraordinære år
Efter et par ekstraordinære corona-år i 2020 og 2021 er det blevet mere normale tider hos automatiseringsvirksomheden Beumer Group i Skejby i Aarhus.
Virksomhedens bundlinje på 108 mio. kr. ligner i højere grad 2018- og 2019-regnskaberne, end de to seneste regnskabers bundlinje.
Der var dog stadig i store dele af 2022 udfordringer med pressede forsyningskæder, højere transportomkostninger og input-priser. Blandt andet har nedlukninger i Kina skabt problemer med at få for eksempel mikrochips og computere.
- Vi har trods udfordringerne leveret et rigtig godt resultat i 2022, der, i det store perspektiv, vidner om en sund virksomhed. Den vanvittige og corona-skabte stigning i e-handel gav et overvældende resultat i 2021-regnskabet. 2022-tallene vidner om et mere normaliseret resultat, hvor vi med alt tydelighed stadig klarer os flot på de internationale markeder, forklarer Anders Moos, der er CFO hos Beumer Group, i en pressemeddelelse.
Gang i forretning efter corona
CFO'en og resten af virksomheden kan glæde sig over en toplinje på næsten to milliarder kroner, der resulterede i en bundlinje på 108 mio. kr. efter skat.
Hvor der inden for pakkehåndtering var særlig travlt under corona, blev det i 2022 også i stigende grad blandt lufthavnene, der kom øget aktivitet for Beumer Group.
- Det giver næsten sig selv, at med lufthavne på vågeblus i lange perioder af corona-tiden, var der også stille i den del af vores forretning, der primært drejer sig om automatiserede løsninger til bagagehåndtering. Men i takt med, at corona har sluppet sit tag i store dele af verdenen, har vi fået godt gang i den forretning igen. Manglen på arbejdskraft har givet lufthavnene større bevågenhed på, at moderne automatisering er en af nøglerne til at drive en rentabel lufthavn nu og i årene fremover, pointerer Anders Moos.
Regnskabsår | 2022 | 2021 | 2020 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 2097,153 | 2135,535 | 2054,444 |
Bruttofortjeneste | 422,843 | 451,842 | 463,564 |
Resultat af primær drift | 101,832 | 180,711 | 199,507 |
Årets resultat | 107,514 | 141,935 | 153,072 |
Balancestatus | 1585,558 | 1612,210 | 1671,472 |
Egenkapital | 594,680 | 584,634 | 551,765 |
Antal ansatte | 871 | 828 | 789 |
Kilde: CVR |