HI-messen sætter fokus på digitalisering
Digitalisering af produktionsprocesser, lagerstyring, logistik og forsyningskæder er blandt nøgleordene, når en række førende virksomheder fremviser nye teknologier i eventområdet The Smart Company ved oktober måneds HI Tech & Industry Scandinavia.
Her vil de besøgende få demonstreret fordelene ved at integrere teknologi i alle virksomhedens processer, ligesom det også bliver muligt at deltage i guidede ture forestået af AIDC Denmark om automatiseret datafangst med mærkning af varer med unikke ID'er - en mærkning, der giver datagrundlaget for at kunne optimere lagre og intern logistik.
Det oplyser HI-messen i en pressemeddelelse.
Blandt de forventningsfulde udstillere hører Delfi Technologies.
- Delfi Technologies har før været med som udstiller på The Smart Company, og det er vi igen i år. Det er et helt naturligt valg om at være med til at sætte fokus på digitalisering og fordelene ved ny teknologi til optimering af virksomhedsprocesser. På HI-messen har vi mulighed for at fremvise vores stregkodeløsninger inden for automatisering, datafangst og RFID. Vi ser frem til tre gode dage med masser af inspiration og netværk samt rundvisninger med live-demonstration af lageroptimering og vareflow, lyder det fra CMO i Delfi Technologies Caroline Hagen.
HI Tech & Industry Scandinavia finder sted i MCH Messecenter Herning 3.-5. oktober 2023.
Artiklen er en del af temaet HI-messen 2023.