Regningen vokser: Kvalitetsproblemer koster Siemens Gamesa milliarder
Vindmølleproducenten Siemens Gamesa giver stadig problemer for moderselskabet Siemens Energy.
Læs også: Anden gang på tre måneder: Vinge knækket i svensk vindmøllepark
Torsdag suspenderede Siemens Energy sine resultatforventninger til regnskabsåret 2022/2023, på grund af fortsatte problemer hos vindmølleproducenten.
Det er kvalitetsproblemer med koncernens onshore-møller, der er skyld i miseren. Her er omkostningerne til reparationer og udskiftninger højere end tidligere forventet. Ledelsen hos Siemens Gamesa er stadig ved at vurdere omfanget, men udgifterne ventes at overstige 1 milliard euro svarende til 7,5 mia. kr.
Dermed er udgifterne eskaleret. Tilbage i januar vurderede Siemens Gamesa, at garantiomkostningerne ville løbe op i 472 mio. euro (3,5 mia. kr.), og så sent som i maj nedjusterede Siemens Energy forventningerne til overskudsgraden til den lave ende af intervallet 1-3 procent.
Udover de massive omkostninger til onshore-møllerne, melder Siemens Energy også om problemer med at opskalere produktionen i offshore-divisionen.