Vestas nåede ikke 1 GW i kvartalsslutspurt
Den sidste dag i et kvartal giver traditionelt travlhed med at underskrive nye ordrer hos Vestas.
Fredag blev det til i alt syv nye ordrer på samlet 904 GW.
Som Metal Supply skrev i fredags, startede dagen med tre ordrer på i alt 270 MW til projekter i Grækenland, Italien og Spanien.
Herefter fulgte et japansk projekt på 55 MW til energiselskabet Renovas Reihoku Amakusa-vindmøllepark, der skal bygges i Kumamoto i det sydlige Japan. Her skal Vestas levere 13 styk V117-4.2 MW-vindmøller med ekstra høje tårne på 112 meter. Møllerne skal leveres i fjerde kvartal 2024 og være i drift i 2026.
Fra Spanien var der atter bud efter Vestas fra en unavngiven kunde, som har bestilt 100 MW. Ordren består af 24 styk V150-4.2 MW-vindmøller, hvoraf de fire leveres i en version på 4 MW. Møllerne skal leveres i andet kvartal 2024.
Fredagens største ordre kom fra USA, hvor en unavngiven kunde bestilte hele 423 MW, baseret på Vestas’ 4 MW-platform. Møllerne skal leveres fra 2024 og være i drift i 2025.
Sidste men ikke mindst landede Vestas endnu en amerikansk ordre, denne gang på 59 MW fra investeringsselskabet Greenbacker Capital Management. Ordren består af 14 styk V150-4.2 MW-vindmøller, som skal installeres i Moscow-vindmølleparken i staten Maine. Møllerne skal leveres i andet kvartal 2024 og være i drift kvartalet efter.
Med de 907 MW var ordreindgangen lidt større end de 815 MW, Vestas hentede den sidste dag i andet kvartal 2022. Til gengæld er der et stykke op til de 1,3 GW, man hentede i slutspurten i første kvartal i år.