Erhvervslivets renteudgifter stiger med 20 milliarder i år
I takt med den stigende inflation er renterne også strøget i vejret. Det rammer ikke kun boligejerne, men i høj grad også erhvervslivet. Det skriver DI Business.
Beregninger fra DI viser, at virksomhederne kan se frem til ekstra renteudgifter på 20 mia. kr. i år, hvoraf størstedelen kan tilskrives højere realkreditrenter.
- Det skyldes, at mange virksomheder har realkreditlån med kort rentebinding, som vi kender det fra flexlån, så de højere renter slår meget hurtigere igennem i virksomhedernes økonomi sammenlignet med husholdningernes økonomi, siger vicedirektør i DI, Morten Granzau Nielsen.
Han kritiserer i samme ombæring bankerne for, at de ikke har ladet indlånsrenten følge med udlånsrenten op. Derfor er forskellen på indlåns- og udlånsrenten nu den største i mere end 20 år.
- Det betyder, at udgiften stiger på virksomhedernes banklån, men at de langt fra får det samme igen, når de har penge stående i banken, og det øger altså isoleret set virksomhedernes renteudgifter til bankerne med 5-6 mia. kr. årligt, siger Morten Granzau Nielsen.
Originalartikel: https://www.danskindustri.dk/di-business/arkiv/nyheder/2023/7/renteregning-vokser-20-mia.-kr.-i-ar/