Krig og høje fragtrater kostede Nissens 75 millioner sidste år
Trods en fremgang i omsætningen på 9 procent til 1,730 mia. kr. i 2022 faldt køler-koncernens driftsresultat. Ebitda før særlige poster endte på 135,3 mio. kr. mod 174,5 mio. kr. i 2021. Det viser et nyligt offentliggjort regnskab for AX V Nissens ApS, der er moderselskab i Nissens-koncernen. Det skriver Horsens Folkeblad.
Administrerende direktør Klavs Thulstrup Pedersen forklarer, at krigen i Ukraine, samt coronanedlukninger i Kina har påvirket driftsresultatet. Hos Nissens har man nemlig valgt at sikre leverancerne til kunderne uanset omkostningerne. Det har haft en negativ påvirkning på regnskabet på 75 mio. kr.
I betragtning af det erklærer Klavs Thulstrup Pedersen sig tilfreds med regnskabet, og han er også fortrøstningsfuld med hensyn til indeværende regnskabsår.
- Nissens spiller en toneangivende rolle på det internationale reservedelsmarked, hvor vi fortsat ser stort potentiale. De igangværende teknologiskift i bilindustrien åbner interessante muligheder for os. Vi skal fastholde vores fokus på at udvide vores omfattende produktprogram til hybrid- og elbiler samt mere avancerede komponenter til både traditionelle og nye bilmodeller, siger han til Horsens Folkeblad.
Koncernen solgte i 2021 Nissens Cooling Solution, der leverer køling til industrien, herunder vindmølleindustrien, til A.P. Møller Holding. Den tilbageværende del er beskæftiget med produktion af kølere til det automotive eftermarked.
Originalartikel: https://hsfo.dk/erhverv/kaempe-fald-nissens-mindsker-overskud-med-173-millioner
Regnskabsår | 2022/2023 | 2021/2022 |
Valuta | Mio. kr. | Mio. kr. |
Nettoomsætning | 1.730,4 | 1.584,3 |
Ebitda før særlige poster | 135,3 | 174,5 |
Resultat af primær drift efter særlige poster | 36,4 | 68,1 |
Resultat før skat | 20,6 | 15,0 |
Årets resultat | 19,2 | 0,5 |
Balancestatus | 2.084,7 | 2.075,5 |
Egenkapital | 1.071,9 | 1.005,7 |
Antal ansatte | 551 | 552 |
Kilde: CVR |
Artiklen er en del af temaet Regnskab.