Støberibranche vil sætte nye standarder
En gruppe virksomheder i støberibranchen er gået sammen med forskere på DTU i et projekt, der skal indføre den nyeste teknologi i støberiproduktion.
Den danske førerposition blev grundlagt af professor ved DTU Vagn Aage Jeppesen, der opfandt en formemaskine, som i løbet af 25 år har revolutioneret produktionen af støbegods over hele verden. Det nye koncept, der blev købt og videreudviklet af det, der i dag er Disa Industries, blev ført fra prototype til et verdensberømt produkt. Det har en præcision og produktivitet, der har sat helt nye rammer for kvalitet, arbejdsmiljø og sikkerhed på støberier over hele verden.
Skal leve op til skærpede tolerancer
Ny viden peger dog på, at man kan nå endnu videre. Kvalitetssikring og -kontrol bygger i dag på en række parametre, som traditionelt har været anset for afgørende, uden at man har haft egentlig dokumentation for deres betydning. Med ny scanningsteknologi vil man med tidligere uset præcision kunne måle både på støbeforme og på støbte emner og vurdere, hvordan forskellige produktionsbetingelser påvirker det endelige produkt, fra mindre emner som turboladere til personbiler, der vejer få kg, til store vindmøllenav og bundrammer med en vægt på op til 25 ton.
I de senere år har Vestas Manufacturing, der blandt andet støber store dele til vindmøller, haft fokus på produktionsstyring og kvalitetskontrol og opnået store forbedringer i ensartethed og præcision af de emner, de fremstiller.
- Vestas Støberier har i dag en kassationsrate, der er langt under, hvad der var muligt for få år siden. Dette projekt kan hjælpe med at drive udviklingen endnu længere til fordel for både støberibranchen og vindenergibranchen, siger teknologidirektør for støberiteknologi hos Vestas Manufacturing Bjørn Budolph Johansen.
Med den nye teknologi og viden, der udvikles i projektet, vil parterne kunne tilbyde produkter, der til stadighed kan leve op til de skærpede tolerancekrav, der stilles fra støberiernes kunder. Det er målet med projektet både at sikre produktionsarbejdspladser i Danmark og at tiltrække nye veluddannede medarbejdere til industrien ved at gøre virksomhederne teknologiførende og internationalt enestående. Innovation manager Per Larsen hos Disa Industries ser frem til at komme i gang med projektet, som er støttet med 3 mio. kr. af Højteknologifonden:
- Det er et strategisk vigtigt projekt, og vi ønsker at komme i gang så hurtigt som muligt.