23948sdkhjf

S: Sidestil svendebrev med studentereksamen

Bedre muligheder for at videreuddanne sig kan få flere unge til erhvervsuddannelserne, mener undervisningsminister Mattias Tesfaye (S). Elever er enige.

Et svendebrev fra en erhvervsuddannelse skal fremover give adgang til en række videregående uddannelser, på samme måde som en studentereksamen gør i dag.

Det siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) til Jyllands-Posten.

Det skal give flere unge lyst til at tage en erhvervsfaglig uddannelse.

- Jeg vil gerne åbne en motorvej fra erhvervsuddannelserne ind på de videregående uddannelser, på samme måde som der i dag er en motorvej fra gymnasiet.

- Man skal ikke risikere at lukke døre for sig selv, hvis man vælger en erhvervsuddannelse fremfor gymnasiet, siger han til avisen.

Det er en god ide og vil gøre uddannelserne mere attraktive for de unge, mener formanden for Erhvervsskolernes Elevorganisation, Julie Kølskov Madsen.

- Jeg tror, at mange i dag oplever, at det føles meget konkret at tage en erhvervsuddannelse, fordi vi netop uddanner os til et specifikt fag. I gymnasiet kan man vente længere med at træffe det specifikke valg, siger hun.

Julie Kølskov Madsen peger på, at det i takt med at man skal arbejde længere, desuden også er mere urealistisk, at man skal blive i det samme fag hele livet.

Hun mener, at man får meget med sig på erhvervsskolerne, som man kan bruge på de videregående uddannelser, men som ikke anerkendes i dag, hvor det kræver supplerende fag at læse videre.

- Der er meget, man ikke kan læse sig til. For eksempel hvis man er smed ligesom mig og senere bliver ingeniør, så er det en kæmpe fordel at have prøvet at bygge og konstruere ting, inden man skal regne på det, siger elevformanden.

Ministeren understreger, at en erhvervsuddannelse ikke skal give adgang til alle videregående uddannelser, men til udvalgte, alt efter hvilken erhvervsuddannelse det er.

Det kan være på universiteter og på professionshøjskoler som for eksempel lærerseminarier, sygeplejeskoler og maskinmesterskoler.

Ministeren nævner også arkitektskole som eksempel.

Julie Kølskov Madsen mener dog ikke, at alene det at sidestille svendebrev med studentereksamen vil få mange flere til at vælge en erhvervsuddannelse.

Derfor er hun glad for, at Mattias Tesfaye samtidig lover massiv investering i erhvervsskolerne på den kommende finanslov.

- Det er vigtigt, så man kan arbejde med de nyeste teknologier frem for eksempelvis fastnetinstallationer på elektrikeruddannelsen og svejseværker, der stoppede med at blive produceret i 1970'erne, som vi hører om nogle steder, siger hun.

Undervisningsministeren vil ikke at sætte konkrete beløb på over for Jyllands-Posten, men lover at indfri løfter fra valgkampen.

Her sagde Socialdemokratiet, at partiet ville afsætte 500 millioner kroner om året til at styrke erhvervsuddannelserne. Venstre ville afsætte i 400 millioner kroner.

Udsigten til investeringerne vækker begejstring hos erhvervsorganisationen SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder.

- Vi står til at miste 80.000 faglærte i det kommende årti, og derfor er det helt afgørende, at regeringen nu sætter ind med en stor investering, siger direktør Jesper Beinov i en kommentar.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093