Stigende efterspørgsel på CO2-reduceret aluminium
”Vi oplever en stigende efterspørgsel på aluminiumprodukter med et lavere CO2-aftryk. Det kommer især fra byggebranchen, hvor den nye lovgivning for nybyggeri jo kræver dokumentation for CO2-forbruget. Vi kan så hjælpe med at levere de nødvendige data på forskellige aluminiumprodukter,” fortæller John Reimer Hansen, produktchef på specialprofiler hos grossisten Alumeco. Alumeco har desuden stort fokus på at kunne levere grønnere løsninger i paletten af aluminiumprodukter, så det stadig anvendes i byggeriet. For produktion af aluminium indebærer en meget energikrævende elektrolyseproces, som med brug af fossile brændstoffer sætter et stort CO2-aftryk. I princippet er der to måder at imødegå problemet på. Man kan anvende energi fra vedvarende energikilder til elektrolysen. Eller man kan genanvende aluminium, for når først aluminium er fremstillet med brug af elektrolyse, kan det genbruges igen og igen uden kvalitetstab og med 95 pct. lavere energiforbrug.
”Vi oplever en stigende efterspørgsel på aluminiumprodukter med et lavere CO2-aftryk."
John Reimer Hansen, produktchef på specialprofiler hos grossisten Alumeco.
Nordiske aluminiumværker er langt fremme
”Der er jo nogle produktionsfordele i Norden flere steder. Fx kan man i Norge og Sverige levere den nødvendige energi med vandkraft og dermed dokumentere, at aluminium produceret her har et lavere CO2-aftryk end gennemsnittet på det øvrige europæiske marked.” Som grossist er Alumeco meget afhængige af leverandørerne og dermed også i hvor stort omfang, leverandørerne tager udfordringen med bæredygtighed op. ”De store lande i Europa er der ikke endnu, men de er på vej. Der er ikke noget aluminiumsværk med respekt for sig selv, der ikke er i gang med at dokumentere deres aluminium og CO2-aftryk m.v. De er bare ikke lige så langt fremme som de nordiske lande. Vi har en stor leverandør i Finland inden for specialprofiler, og de har i over et år kunnet levere EPD’er på deres produkter,” siger John Reimer Hansen. Han forudser, at resten af Europa følger lige i hælene på de nordiske lande, for kunderne – bl.a. den tyske bilindustri – er begyndt at presse på. ”Presset for bæredygtig aluminium kommer ikke kun som følge af lovgivning men også fra kunderne. Du kan ikke finde en kunde, der ikke synes, det er interessant. Medmindre de synes det bliver for dyrt, for dokumentation koster penge. Og der er der nogle kunder, der lige vælger at vente, indtil lovgivningen tvinger dem til det,” slutter John Reimer Hansen.
ALUMECO GROUP |