23948sdkhjf

Dansk Metal: Permanent løft til ledige er gode nyheder

Når dagpengesatsen hæves til 110 procent på udvalgte uddannelser, vil flere ledige søge derhen. Det er positivt, så længe listen afspejler arbejdsmarkedets behov

Det er glædeligt, at regeringen nu vil gøre det til en permanent mulighed for ledige at tage en faglært uddannelse til 110 procent af dagpengesatsen. Det siger hovedkasserer i Dansk Metal, John Larsen.

- Vi har i Dansk Metal længe arbejdet for at gøre den her ordning permanent, og derfor glæder vi os selvfølgelig over, at det kommer til at stå i finansloven. Positivlisten hjælper både de ledige og samfundet, fordi det får folk i jobs, mens vi samtidig får uddannet flere til de stillinger, som alt for mange steder slås forgæves op, siger John Larsen.

Positivlisten består af en række udvalgte uddannelser, hvor der enten er stor mangel på arbejdskraft, eller som hjælper til den grønne omstilling. En af uddannelserne på positivlisten er industritekniker, mens det også er muligt at blive smed.

Det ærgrer dog John Larsen, at den fulde uddannelse som klejnsmed er taget af listen, ligesom det heller ikke for fremtiden er muligt at blive køle- eller automatiktekniker med forhøjet dagpengesats.

- Det her er helt essentielle uddannelser, hvis vi skal komme i mål med den grønne omstilling. Uden klejnsmede bliver der ikke sat vindmøller op, og uden køleteknikere kan vi godt vinke farvel til varmepumperne. Det er virkelig ærgerligt, at regeringen ikke har ladet så vigtige uddannelser fortsætte med at stå på positivlisten, siger John Larsen.

- Det er vigtigt, at positivlisten udvider antallet af erhvervsuddannelser, så det afspejler arbejdsmarkedets behov, afslutter John Larsen.

Regeringen vil fastholde forhøjede dagpenge til uddannelser

Flere ledige skal ifølge regeringen vælge "den faglærte vej", og det skal forhøjede dagpenge hjælpe med.

Regeringen vil fastholde forhøjede dagpenge, så visse ledige kan opkvalificere sig inden for de brancher, der mangler arbejdskraft.

Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Det bliver en del af regeringens finanslovsforslag for 2024, som præsenteres senere på ugen.

- Vi skal have flere faglærte, så vi kan indfri vores ambitiøse mål for vores velfærdssamfund og den grønne omstilling, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i pressemeddelelsen.

- Derfor er det godt, at vi gør denne ordning permanent. Jeg er overbevist om, at den vil bidrage til, at flere ledige vil tage en faglært uddannelse, siger hun.

Regeringen vil afsætte cirka 230 millioner kroner i 2024 og cirka 300 millioner kroner årligt i de kommende år, lyder det.

I andet halvår af 2023 er det muligt at påbegynde en erhvervsuddannelse inden for brancher med mangel på arbejdskraft og modtage 110 procent af sin hidtidige dagpengesats. Hvis man er over 30 år og enten er ufaglært eller faglært med en forældet uddannelse.

Ordningen er dog kun midlertidig, men skal altså fra årsskiftet gøres permanent, mener regeringen.

- Økonomien betyder selvfølgelig noget for den enkelte, og folk over 30 har typisk flere udgifter til bolig og familie.

- Med ordningen bidrager vi til, at flere ledige får mod til vælge at gå den faglærte vej og i sidste ende bidrage til for eksempel flere kolleger på plejehjemmene og flere hænder på de mange industriarbejdspladser rundt i landet, siger ministeren.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156